Modstandsbevægelse
Det sidste års tid er jeg stødt på flere og flere retro-blackbands. Bands, der spiller black metal fra før en flok vrede, bemalede nordmænd gjorde genren til det, den er i dag. Måske er denne retrobølge et modsvar på den udvikling, som genren har gennemgået de sidste par år, nu hvor vi både har blackgaze, post-black og blackened dit og dat. Eller også skyldes det, at Xalpen er nogle utroligt konservative herrer.
Hvor om alting er, så spiller chilenske Xalpen retro-black a la Venom og Celtic Frost tilsat en ordentlig omgang Slayer.
Spil den med Slayer
Xalpen kan rigtig godt lide Slayer! Men ikke Slayer fra dengang de var sjove, progressive eller uhyggelige, nej, de har i stedet valgt at lade sig influere af de senere udgivelser, hvor kvartetten fra Californien havde malet sig selv op i et kreativt hjørne og udgav det samme album om og om igen. Rytmesektionen i albummets reelle intronummer (ja, vi vælger at ignorere det totalt ligegyldige instrumentelle nummer på 42 sekunder!), ”Chenke”, er så 00’er-Slayer, som det overhovedet kan blive. Faktisk er det først på de sidste to-tre numre, at man egentlig støder på noget, der minder om black metal, og havde det ikke været for dem, ville man tro Xalpen var et (dårligt) Slayer tributband.
Generelt er ordet ”dårligt” meget passende, når det kommer til netop denne udgivelse, for der er virkelig ikke mange pæne ting at sige om den. Derimod er der masser af negative ord, man kan slynge om sig med, som ”kedelig”, ”repetitiv” og ”uinspireret”. Og som det endegyldige søm i kisten, så er der sørme også både en instrumental outro plus et covernummer (som måske nok er det bedste nummer på albummet – flot arbejde, drenge!). Ergo er otte ud af de samlede 48 minutter på albummet intet andet end fyld – havde de resterende 40 så været rendyrket perfektion, så havde man kunnet se igennem fingre med det, men ak!
Nå, men nu hvor selve musikken ikke er værd at skrive hjem om, så må man jo kigge på diverse detaljer som selve albummets produktion eller musikernes egenskaber – desværre er der heller ikke megen ros at hente der for Xalpen. Når man spiller den slags musik, som disse vrisne chilenere nu gør, skulle man tro, man ville gå efter en rå produktion, eller måske en produktion, der især fremhævede guitarerne. Det har de så ikke valgt, og hele affæren lyder derfor ret så flad og tam. Ej heller kan man sige noget pænt om de herrers tekniske egenskaber, da det – som tidligere nævnt – ærligt talt lyder som et kopiband det meste af tiden.
Ellers tak!
Der er ikke nogen pæn måde at sige det på, men The Curse of Kwányep er et dårligt album – punktum. Er Xalpen så derfor et dårligt band per definition? Næ, men jeg kan virkelig ikke se, hvorfor man skulle vælge at sætte dem på anlægget, når nu der findes alle andre bands i verden. Alt i alt bliver det altså et kæmpe ”nej tak” til Xalpen, og jeg tvivler på, det nogensinde bliver til et ”ja tak”.
Kommentarer (1)
Henning H
The Curse Of Queef
Det er altså for få kranier. De fortjener mindst 5 kranier for dette lille stykke midnatspoesi. Havde de nu været fra Herning og hed SKALPEN, -så havde de nok fået 8 kranier...