Made in England

Birmingham. Heavy metals vugge. Det var her, sabbatten blev sort, og Judas blev præst. As the World Dies består foruden Scott Fairfax (tidligere Benediction og Hellfire) af medlemmer, der er velbevandrede på kryds og tværs af bands med ophav i byens omfangsrige musikscene. Men er det nu også alt, der kommer ud af Birminghams overflødighedshorn, der tilhører den finere musikalske madlavning? Lad os se, hvad kvintetten bringer til bordet på Nebula.

Horror vacui

Med dronende keyboardriffs indleder “Apophis” den rundfart i stjernetågen, som Nebula har til formål at forestille. De lettere drømmende, om end ildevarslende, toner afløses af Jay Price, der brøler den stakkels lytter i øret med et gutturalt brøl, der lyder, som var det optaget hen over kummen på et toilet efter et stort indtag af fordærvede skaldyr. Og vi er kun lige begyndt. Desværre.

Der sker rigtig meget på denne skive, og til tider – faktisk næsten hele tiden – også for meget. Man skulle tro, at der i den kreative proces har hersket en angst for det tomme, for det er, som om man har komponeret løs uden rigtig at stoppe op og reflektere over, hvorvidt det enkelte nummer for alvor trænger til mere. Lad os vende tilbage til den vokal, som for det meste er en dobbelt growl. Vi har nemlig både en dyb og en skinger stemmeføring at forholde os til. Det er kun Price, der er krediteret som vokalist, så vi må gå ud fra, at han leverer på begge fronter og dermed ’harmonerer’ med sig selv. Som med meget andet på denne plade er der snarere tale om kakofoni, og det lyder mere som et uheldigt ekko end en decideret harmonisering.

Produktionen har jeg svært ved at blive klog på. På den ene side tangerer den det spinkle, med trommer, der mangler krop og pondus. På den anden side har især guitarer det med at mudre ret så meget. Især “Under a Dying Sky” bliver til et irriterende bekendtskab med slagtøjet og al dets væsen. Når jeg hører den skrøbelige, men insisterende galop på lilletrommen, forestiller jeg mig et sæt elektriske trommer, der ikke er sat til en forstærker. Ja, så tyndt lyder det. Keyboardets rolle er på denne plade enten at indpiske stemningen på et nummer eller at varsle dets afslutning, og det giver snarere anledning til opbremsning end at bidrage til, hvor godt det enkelte nummer flyder.

Prog for proggens skyld

Sikke en ørefuld. Det kan godt være, at As the World Dies i sin kerne er dødsmetal, men det element af prog, som gruppen supplerer med, repræsenterer prog, når det er værst. I stedet for at tilføje fremdrift og dynamik bliver numrene sølet ind i unødvendig kompleksitet. Mindre kan også gøre det. Meget mindre. Faktisk bør man bare slukke for denne udgivelse og smide den ud i stjernetågen, hvor den kommer fra.