Album 7

På trods af en lang og produktiv karriere er Beyond The Abyss det første album fra Wombbath, heavymetal.dk stifter bekendtskab med. Svensk død af den Entombed-inficerede slags. De debuterede i ’93 med Internal Caustic Torments for så at gå i et længere vinterhi, men genopstod i 2015 med kun Håkan Stuvemark fra det originale lineup. Derpå kom reunion-albummet "Downfall Rising", og siden er der kommet seks album på ti år og diverse EP’er, blandt andet The Weight of Reality til støtte for Ukraine. Agma hed sidste langspiller, som vitterligt er lang: 72 minutters svensk død med så meget inspiration, at lytteren aldrig spilder sin tid.

I den sammenhæng er Beyond The Abyss en tidsmæssigt beskeden sag.

Violin – kosttilskud til supermarkedspris

Der er intet nyt i at tilføre lidt strygerinstrumenter til metal. Wombbath trak for første gang symfoniske elementer ind på Agma i form af guitarist Thomas von Wachenfeldts violin. I pressematerialet udtaler Stuvemark følgende: ’We didn't want it to sound like another keyboard driven metal band’, og Wombbath er da også så langt fra den slags ’metal’, som man kan komme. Violinen får rum og optræder både alene og sammen med en enlig guitar. Andetsteds spiller von Wachenfeldt helt solo. Et tema, der er lige så ildevarslende som strygerafslutningen på Voivoid-albummet The Wake. Men hos von Wachenfeld er det mindre skævt og dermed mere logisk og tilgængeligt, ganske som resten af Beyond The Abyss. Det er den gængse død på en svensk motorvej med en voldsomt forvrænget bas a la Primus på deres brune album. Vi er med andre ord på velkendt territorie. Udgravet, planeret og asfalteret af Entombed: Det er blot for Wombbath at følge det lagte spor og med rund hånd fordele egne indfald. Violinen er et godt eksempel, et andet er saxofonen på ”Malevolent”, som angiveligt skulle være i mixet et sted, men som det endnu ikke er lykkes mig at lytte ud. Så på trods af lidt ny vin er produktet tilsvarende velkendt som de flasker, det er hældt på. Intet überragendes, men flere fede detaljer: ”Deep Hunger” præsenterer en ætsende guitarsolo sovset ind i wah-pedal, mens den vandrende guitarfigur, der følger efter verset i ”Words Unspoken”, har ørehængerkvaliteter samtidig med at den både er grim og genial. Og titelnummerets intro gør et anerkendelsesværdigt forsøg på at måle sig med Entombeds Morning Star. Hvorfor titelnummeret ikke åbner albummet, er mig en gåde. Kan ske at starten er en tand for gammelkendt, men hey, det gør ikke noget, at man er hamrende uoriginal, når bare man kører den ind med charme, selvtillid og lækkert hår.

Beyond Agma

Beyond The Abyss leverer et helhedsindtryk, der er tæt på at kunne serveres på DR. Ikke kun i et metalprogram, men for den almene lytter, for både produktion og den logiske og alligevel let proggede sangskrivning ligger ret godt i øret. Jonny Petterssons growl er heller ikke så ru og kantet som den ærede LG’s. Ganske afgjort et godkendt produkt. Dog mangler de helt fremragende og genredefinerende skæringer, så selvom Beyond The Abyss leverer på snart sagt alle parametre, vil jeg samtidig anbefale dens gigantiske storebror Agma. Bare for at opleve hvordan en dobbelt dosis svenskerdød kan udskæres.