Legender i frit fald
David DeFeis, frontmand og primær sangskriver, har alle dage været en karakter, der på flere måder ikke er som alle os andre. Foruden hans unikke sangstil tildeler jeg hans skæve personlighed (inklusive passion for sværd) årsagen til, at Virgin Steeles pionerede episk metal, og særligt metaloperaen i slutfirserne og de tidlige halvfemsere. For undertegnede står album som Age of Consent fra 1988 og de to første The Marriage of Heaven and Hell-udgivelser fra midthalvfemserne som fantastiske mesterværker. Men trods nyskabelse og pionerarbejde siden starten af firserne har bandet aldrig opnået den fortjente succes, hvilket har betydet, at de sidste mange års udgivelser har lidt under dårlig produktionsværdi såvel som et støt kreativt fald mod afgrunden. Mit håb er, at Virgin Steele med The Passion of Dionysus kan vende 20 års nedgang og vende tilbage til fordums storhed.
Gode idéer – elendig eksekvering
Konceptet bag Passion of Dionysus handler – som titlen antyder – om Dionysus. Den græske gud for vin og ekstase, men også en gud, hvor temaer som frihed og tilbageholdenhed er dominerende. Og jævnfør DeFeis selv, guden for at give slip eller have et frirum fra realiteten. DeFeis er belæst i forhold til middelhavets mytologier, og konceptet har sine kvaliteter, men jeg kan ikke lade være med at konkludere, at han og Virgin Steele i denne omgang har taget budskabet for bogstaveligt og mistet al realitetssans. For Passion of Dionysus er et rædderligt produkt.
Det mærkeligste ved albummet er, at det slet ikke mangler eller savner fantastiske idéer og særdeles velkomponerede elementer. For eksempel det storladne åbningsriff i den episke ”The Ritual of Descent” eller den fængende stemning i ”You’ll Never See the Sun Again”, såvel som adskillige fængende melodier som på ”Spiritual Warfare” og snørklede kompositioner som på ”I Will Fear No Man for I Am a God”. Sangskrivningen er måske det bedste, Virgin Steele har leveret i flere år, selvom det i forvejen ikke er en høj barre at sætte for noget band. Problemet i denne omgang består dog næsten udelukkende i den pinlige eksekvering.
Alting lyder computergeneret. Det lyder, som om flere af delene er skrevet og optaget gennem billig software, så dele af det lyder som soundtracket til det originale computerspil DOOM. Den rekordlave produktionsværdi ødelægger ellers anstændige idéer, men det er ikke den eneste synder. Som nævnt før har DeFeis en unik sangstil, som er raspende og skrigende. Og det virker. Eller det virkede, dengang han stadig kunne synge. Men i hans fremskredne alder burde Virgin Steele indse, at hans skrig er blevet så skingre og komplet uden fylde, at det bare er pinligt. ”Unio Mystica” er den største synder, men de tåkrummende lyse toner er gennemgående for hele albummet.
Hvorfor?
Med det sagt, så ville jeg være mere end interesseret i at høre en ordentlig genindspilning af albummet. Med tilbageholdenhed på vokalen, en guitar med fylde og en trommelyd, som lyder som trommer, kunne dette nemt være et album til 7/10. Men som det er nu, lyder det så dårligt, at jeg ikke kan anbefale nogen mennesker at lytte til det.
Det er mig en komplet gåde, at ingen har stoppet udgivelsen af The Passion of Dionysus. Selv folk, som har fulgt Virgin Steele i de sidste mange år, tænker jeg, må være forbløffet over den stand, dette værk er udkommet i. Jeg ved, at jeg er. Jeg finder absolut ingen glæde i, hvor langt Virgin Steele er faldet fra deres storhedstid. Jeg finder ingen glæde i at vide, at gode idéer er ødelagt af virkelighedsfjerne kunstnere, som ikke selv kan høre den ringe kvalitet af deres udgivne materiale. At karakteren er højere end 1, er udelukkende givet for albummets idéer, men selv i bedste fald snakker vi med Passion of Dionysus ikke om et mesterværk. Tværtimod.
