Satan og Bikerlæder
Venom! Bandet alle metalfans kender på baggrund af deres legendariske andet album: Black Metal. Langt de fleste kender det nok qua alt det, som nogle nordmænd skabte ud fra albummets titel, men det er lidt ligesom Diamond Head, der blev kendte qua Metallica. Men de er her altså endnu, de oprindelige satan-rockere. Ganske vist er bandets eneste oprindelige nuværende medlem Cronos, da de to andre nu har travlt med deres band Venom Inc. i stedet. Venom har aldrig været et teknisk band, det har aldrig været et feinschmeckerband, og det bliver det heller aldrig. Det er dog et band, der har absolut legendestatus og langt de fleste bands, der dukkede op i 80’erne og 90’erne vil nævne Venom som en inspirationskilde, om det så er i forhold til stil, tematik eller S&M bikerlæder. Men blot fordi man har opnået legendestatus, så betyder det jo ikke, at alt, hvad man rører ved, bliver til guld. Så spørgsmålet er jo, om Storm the Gates formår at være andet end endnu en titel i en lang diskografi, eller om albummet rent faktisk har nogle guldkorn.
SKAL VI SLÅS!?
Det første, man bliver udsat for på Storm the Gates, er en meget speciel produktion. Hvis albummet var udkommet i midten af 90’erne, hvor alting skulle lyde mudret og basdomineret, så ville det have givet mere mening. Man skal naturligvis huske, at Cronos – udover at være vokalisten – er bassisten og hans bulldozer-bas er en del af hans stil. Men når det ikke bidrager med noget andet end lyden af en glad tumling, der hopper i vandpytter, så burde man måske have mixet albummet anderledes.
Det næste, man så bliver klar over er, at Venom stadig er Venom. I den forstand, at de fortsat ikke er et teknisk dygtigt feinschmeckerband – bevares, hvis dette havde været tilfældet, var jeg da for alvor også blevet forbavset. De er stadig nogle vrede bisser fra Newcastle, der vil drikke bajere, skråle om Satan og måske tumle rundt i et barslagsmål eller to bagefter. Det bedste eksempel på dette er nummeret ”Dark Night (Of the Soul)”, hvor man bliver forkælet med denne poetiske sætning: ”Hey you motherfucker, what you looking at? Born fucking loser, acting like a twat. Looking like a loser, gonna bust your nose!”.
Venom beviser endnu engang, at de spiller røvballe-punk tilsat lidt Satan og ondskab. Det har de altid gjort, og det vil de altid gøre – for det er det, de kan, og man kan som bekendt ikke lære en gammel hund nye tricks. De lyder med andre ord præcis, som de skal, og opfører sig præcis, som de skal. Det er stadig som at høre Sex Pistols fortolke Anton La Vey.
To Venom or not to Venom….
Man kan på sin vis godt holde Storm the Gates op imod Avé, som Venom Inc. lavede tilbage i 2017. Begge dele lyder som Venom, da begge bands er Venom. Personligt vil jeg mene, at Avé er en bedre plade med bedre produktion og en bedre sanger, men det at være ”bedre” end nogle andre strider næsten imod essensen af Venom (drik bajere, skrål om Satan osv). Man kan udlade, at Cronos så ikke var det musikalske geni bag bandet, men selvom Demolition Man er en langt bedre sanger, så føles det bare forkert uden Cronos’ underlige, bjæffende bøvehoved-vokal. Nej, Storm the Gates er ikke et mesterværk, og nej det er heller ikke den bedste Venom-skive. Men det ER Venom, så må man jo gøre op med sig selv, om det er godt nok eller ej.