Ultha - The Inextricable Wandering

The Inextricable Wandering

· Udkom

Type:Album
Genrer:Atmospheric Post-Black Metal, Black metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mere Jung end Jesus

Ultha er et black metal-band fra Køln, der netop har udgivet deres tredje album. Musikalsk hører de til i den mere eksperimentelle og atmosfæriske del af black-genren, inspireret af så forskellige bands som Blut Aus Nord, Neurosis, Deafheaven og Emperor. Tematisk forkaster bandet den traditionelle og udadvendte kritik af religioner og andre autoriteter, men kigger i stedet indad. Det er altså mere Jung end Jesus, der er oplægget, når Ultha synger om depression, angst, indre dæmoner og personlige nederlag. Men kan The Inextricable Wandering så leve op til de store ambitioner? Det korte svar er ’nej, på ingen måde’ men det må vi hellere kvalificere lidt.

Der er ikke meget sjov i toppen af galgen – eller Køln for den sags skyld

Albummet består af seks sange med en samlet spilletid på over 66 minutter, men har knap nok materiale til en EP.  De to første sange, på henholdsvis 14 og 10 minutter hver, er frem for alt langtrukne. Vi får lidt black, lidt doom/shoegaze og også en sjat postmetal på ”The Avarist (Eyes Of A Tragedy)”, der starter mørkt og stemningsfuldt, men hovedriffet er møgirriterende, og bortset fra enkelte gode passager er det ren kedsomhed. Det samme gør sig gældende på ”With Knives To The Throat And Hell In Your Heart”, der ikke har ret meget andet end den fede titel at byde på. Her bliver det også tydeligt, at vokalen mildt sagt er en udfordring. Om det er post-metal-råberi eller Ghost Bath-inspireret skrigeri, gør ingen forskel. Den brænder bare ikke igennem. Tværtimod, er det ofte decideret sølle.  

Det bliver ikke meget bedre på tredje skæring, instrumentalnummeret ”There Is No Love, High Up In The Gallows”, der, må man antage, forsøger at fremmane tristesse og mørke, men endnu en gang bare resulterer i banal kedsomhed. På ”Cyanide Lips” begynder der dog så småt at ske noget. Gode riffs brænder for første gang for alvor igennem, og man mærker i mere end de meget små glimt indtil videre, at Ultha rent faktisk har andet end kedsomhed og dårligt vokalarbejde at byde på. Og så, mine damer og herrer: efter godt 40 minutter får vi endelig en nærmest genial sang. ”We Only Speak in Darkness” er et totalt stilskifte, hvor Ultha lyder som om, de har fået Johnny Cash til at genopstå fra de døde. Ægte, følt, rendyrket mørke. Lækkert! Og så er vi (omsider) fremme ved sidste nummer, det 18-minutter lange epos ”I’m Afraid To Follow You There”, hvor bandet på forbløffende vis fuldstændigt undgår kedsomheden. Sangen består af et simpelt riff, der langsomt – meget langsomt – bygges op med mere og mere intensitet indtil det eksploderer i rent blackmetal raseri, for så langsomt at stilne af igen. Det er virkelig godt lavet og holder – næsten - alle 18 minutter.

Hvad nu hvis…  

The Inextricable Wandering havde været en EP bestående af de sidste tre sange? Jo, så havde det såmænd været en rigtigt solid udgivelse. Som det er nu, må man, ihukommende de 40 første ligegyldige minutter, konstatere, at Ultha paradoksalt nok er et black metal-band, der er bedst, når de bevæger sig væk fra egentlig black metal. De trænger i den grad også til en opgradering på vokal-fronten og til at fokusere på det de gør bedst. Indtil da, må de nøjes med fem kranier herfra.

Tracklist

  1. The Avarist (Eyes Of A Tragedy)
  2. With Knives To The Throat And Hell In Your Heart
  3. There Is No Love, High Up In The Gallows
  4. Cyanide Lips
  5. We Only Speak In Darkness
  6. I'm Afraid To Follow You There

Tilføj kommentar