Guess who’s back …

Tilbage i midten af 1990’erne udgav Tsatthoggua to album; det ene med den elegante titel Tans Cunt Whip, hvorpå de tog sig en lille pause på små 26 år – og lad os være helt ærlige: Du anede heller ikke, hvem de var – lad være med at lyve! Men uanset hvad så blev 2024 året, hvor den tyske kvartet besluttede sig for, at de skulle gøre comeback. Disse livsglade herrer spiller fortsat kulsort dødsthrash, der minder om Behemoth, Marduk, Blasphemy og Slayer – hvilket jo lyder som en hårdtslående og eminent kombination. Men er Tsatthoggua overhovedet relevante så mange år efter? Har de i det hele taget noget at byde ind med, eller er de bare nogle gamle sure mænd, der forsøger at lege unge?

At skue hunden på hårene

Hvis We Are God deltog i en konkurrence, der gik ud på at have det mest bizarre albumcover, ville den være en klar vinder. Det er den slags cover, der får en til at tænke: ”Hvad i alverden foregår der!?”, og nu skal man jo ikke ’kink-shame’, så hvis din ide om en hyggelig fredag aften er at lege latex-prepper-Jesus, så giv den gas, men forvent, at folk vil have en del spørgsmål. Ligeså må et album, der ser sådan ud, da være det mest depraverede og smudsige musik, man kan forestille sig. Så find latexhandskerne og håndspritten frem, rul gardinerne ned, og lås for guds skyld døren, for det, der skal til at ske, er ikke for børn …!

Eller det skulle man i hvert fald tro; desværre er virkeligheden en helt, helt anden. Rent musikalsk er der absolut intet nyt under solen. We Are God består mestendels af noget, der virker planket fra diverse andre bands; eksempelvis er en af grundmelodierne i ”I Drive My Dogs (To Thule)” tyvstjålet fra Behemoths ”Ecclesia Diabolica Catholica” fra I Loved You At Your Darkest fra 2018.

Produktionen gør dem heller ingen tjenester, da den er alt for moderne, poleret og ufarlig – ja, den er tenderende steril, hvilket ikke just matcher den forestilling om musikken, som albumcoveret ellers havde givet en. Her er desværre intet profant, depriveret, bizart eller ulækkert at komme efter, hvilket strengt taget er en gedigen skuffelse. We Are God er, overordnet set, ikke en dårlig plade, men den er kedelig og totalt og aldeles ligegyldig – hvilket, ærligt talt, er værre.

Snup I bare en lur til …

Måske synes Tsatthoggua selv, at deres musik er ganske original og nytænkende – og det havde den da også været, hvis vi havde skrevet 1996, samme år som debuten udkom, men nu skriver vi altså 2024 – og utallige bands har lavet musik, der lyder som den, vi bliver serveret på We Are God – bare bedre! Så ærlig talt, drenge, måske I bare skulle vende tilbage til jeres otium.