Det progressive rock-kollektiv, The Tangent, der ligesom åndsfællerne The Flower Kings (hvor tangenten har hentet sin bassist, Jonas Reingold fra) lever og ånder for gammel '70er-rock og lidt '80er-fusion (tænk Mezzoforte), spiller sjældent live. Deres fans var imidlertid så glade for den ene koncert, de gav i 2006, at de fik et ekstra job stablet på benene den efterfølgende aften på det lille spillested "Club Riga" i det sydlige England. Ved samme lejlighed arrangerede de at få koncerten optaget og filmet, og det er disse anstrengelser, der er havnet på nærværende DVD.
At The Tangent mest arbejder i studiet lader sig egentlig kun røbe af, at en del af musikerne spiller efter noder for at holde styr på deres plads i helheden. Ellers er der nemlig en utrolig fed nerve i koncerten. Man føler, at hver enkelt af de 7 musikere (el-guitarist, akustisk guitarist/korsanger, bassist, saxofonist/tværfløjtenist, keyboardist/forsanger, keyboardist/korsanger) elsker det, de laver. Alle spiller generelt forrygende godt, musikken swinger og lyden (dog kun almindelig stereo) er glimrende.
Hvad musikken angår, er der kun to ting, der generer mig. Den ene er Theo Travis’ tværfløjtespil, der ikke altid er helt rent. Det bliver dog bedre i løbet af koncerten, så måske stemmer han sit instrument imellem numrene. Hans saxofonspil er fedt, så det er ikke hans evner som musiker, der er noget i vejen med. Den anden ting, der godt kan irritere mig, er numrenes længde (i forhold til deres indhold). Jeg har ikke hørt nok The Tangent på CD til at vide, hvorvidt numrene er lige så langtrukne dér, men jeg synes, at bandet har en tendens til at indskyde meget lange stykker med atmosfærisk fidlen på instrumenterne, hvor jeg personligt bliver lidt utålmodig efter at høre noget nyt. Men det er dog heldigvis ikke alle numrene, der bliver trukket i langdrag, og hvis man ser på skærmen samtidig, kompenserer musikernes synlige indlevelse i sangene for de kedelige passager.
Dette leder mig hen til DVD’ens egentlige problem: Billedsiden. Der har været et professionelt kamerahold med ved koncerten, men de har tilsyneladende været forholdsvis stationære, og det har derfor været nødvendigt at indklippe publikums egne håndholdte amatøroptagelser på diverse typer af udstyr. Muligvis for at kompensere for den svingende billedkvalitet har klipperne indføjet diverse irriterende farve- og DV-effekter. Klipningen virker meget tilfældig med lejlighedsvise umotiverede klip væk fra musikere, der er i færd med at spille solo osv. Samlet får det koncerten til at ligne noget fra et underholdningsshow i ’80erne på lokal-tv. På nummeret "In Earnest" har filmfolkene dog været lidt kreative og indklippet sort-hvide filmstumper fra 1940’erne, der skal illustrere sangens handling.
Bonusmaterialet består af en kort liveoptagelse fra en koncert med forsanger Andy Tillisons gamle band A New Opera i 1981, som vist mest er taget med pga. dens humoristiske kvalitet (og for at glæde de The Tangent-fans, der kan genkende musikalske bidder, der senere er dukket op i Tangent-numre), og en ultrakort optagelse fra The Tangents øvelokale, hvor man bare får en fornemmelse af, hvordan bandet ser ud, når de øver.
Alt i alt er "Going Off On One" et produkt, man skal anskaffe sig for musikkens skyld, men den dårlige filmiske kvalitet til trods, er det en behagelig, intim oplevelse at se bandet spille live. DVD’en er del af en limited edition-pakke, der også indeholder en dobbelt-cd med koncerten. Sidstnævnte, der også kan købes separat, indeholder nogle ekstra numre, der ikke er med på DVD’en.
