Tvrkmenistan

Jeg må straks bekende kulør og indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Svart Crown, før jeg fik stukket dette album i hånden, men efter et hurtigt kig på deres metal-archives-profil kunne jeg se, at deres lyriske tematikker omhandlede ”dekadence, blasfemi og perversion”. Hvis de tre ord ikke udgør en form for treenighed hos dig, kære læser, ja, så trænger du til en gevaldig omskoling. Wolves Among the Ashes er det franske bands femte album, og er ifølge bandet selv inspireret af dengang deres vokalist Jean-Baptiske besøgte ”Døren til Helvede” i Turkmenistan, et krater der har brændt non-stop siden 1971. Jean-Baptiste så dette som en vision om jordens undergang og den guddommelige karma, der uden tvivl rammer os usle mennesker snarligt, og med disse tanker i baghovedet vendte han tilbage til studiet, samlede resten af bandet, og her er resultatet så!

Doux Chaos

Svart Crown beskriver sig selv som ”blackened death metal”, men Wolves Among the Ashes er mere end bare det. Det er næsten for poleret til at være nogen som helst form for black, og dets kaotiske elementer samt brug af breakdowns gør, at vi næsten er ude i noget blackcore/postblack med bittesmå elementer af noget industrial. Men musikken er næsten for kaotisk til at blive puttet ned i en genrekasse, men dystert… Det er det!

Franskmænd har altid været gode til at tage mørket og gøre det tillokkende og endda charmerende, og det er præcis også tilfældet her med Wolves Among the Ashes. For uanset hvor tungt og kaotisk det er, så er det tillokkende som en sirenesang, og ulig Odysseus ønsker jeg ikke, at mine ører fyldes med vat. Jeg ønsker at sejle direkte ind i den klippe, hvorpå Svart Crown spiller – koste hvad det koste vil. Hvis DU kan modstå et nummer som ”Art of Obediance”, så er du et bedre menneske end jeg – eller også er du slet ikke et menneske!

Nok er Svart Crown et band med black metal-rødder, men det er ikke klassisk ”Satan er min bedste ven”-black, derimod den mere introverte, personlige og menneskelige black metal. Dvs. musik bundet op på smerte, lidelse og mere verdslige problematikker som mindreværdskomplekser, seksuel frustration samt mangel på identitet i det postmoderne samfund. Hvis man skal påtage sig ”den danske vinkel”, så kan man sammenligne Svart Crown med Redwood Hill, der også bearbejder det indre og personlige kaos fremfor en senmoderne tolkning af Den Guddommelige Komedie, hvor det Gode bekæmpes af det Onde. Tag bare et nummer som ”Down to Nowhere”, som emmer langt væk af post-metal, og meget, meget lidt af døds- og black metal.

Tålmodighed betaler sig

Wolves Among the Ashes er et virkeligt spændende album med mange interessante facetter samt elementer. Det er et album, der vokser på én for hver gennemlytning på samme måde som en god vin kun bliver bedre, desto længere den får lov at oxidere. M Men netop det faktum, at albummet kun bliver bedre jo længere ind man kommer, gør, at de to intronumre trækker resten af albummet ned Men trods den lidt slappe intro, så er Wolves Among the Ashes stadig et stærkt og spændende værk.