Speckmann Project - Fiends Of Emptiness

Fiends Of Emptiness

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: 1/10 baseret på 1 stemme.

30 år siden – hvad så?

Paul Speckmann var en pioner for ekstremmetal. I 80’erne var han med til at skabe de spæde rammer for, hvad dødsmetal skulle være, men opnåede aldrig samme anerkendelse som Deaths Chuck Schuldiner eller Possesseds Jeff Becerra. En del af årsagen skal måske tilskrives tumulten omkring Masters – hans mest fremstående band – debut, som først blev udgivet i 1990. Et tidspunkt, hvor dødsmetal allerede var vokset fra den rå lyd, som Master – og Speckmann – leverede. Ikke at Master er uden sine kvaliteter, for Master har bestemt lagt navn til mange lækre dødsriffs. Speckmann Project var egentlig dannet for at udgive en alternativ version af netop Masters debut. Så hvorfor dælen genoplive et 30 år gammelt projekt oprindeligt kun med den hensigt at udgive nogle ellers tabte Master-optagelser?

Tarvelig imitation

Svaret til ovenstående spørgsmål ligger i, at guitarist Rogga Johansson faktisk er manden bag musikken og blot ønskede, at Paul Speckmann skulle lægge vokal til samme. Hvorfor de valgte at genoplive Speckmann Project som navnet er dog uforklarligt. Formålet var et bagudskuende album til dengang, dødsmetal havde sin tydelige røde tråd til punk og thrash, og hvor man straks kunne høre, at der var lyttet til rigtig meget Motörhead og Venom på barneværelset. Det svære ved at skulle levere et produkt så fasttømret i nostalgien er, at det mister noget af den magi, som var. Dette er også tilfældet for Fiends of Emptiness, som virker så opsat på at mime, hvad Master og andre gjorde i de tidlige 80’ere, og charmen bliver omsat til en tåkrummende lytteoplevelse. Hele lyden er ikke samlet, men det er tydeligt, der skrevet nogle riffs og arrangementer, der så senere er lagt noget vokal hen over. Borte er den rå energi, borte er den varme følelse, man får fra oprigtig vrede. Nummeret ”A Diabolical Sense of Proportions” er et tydeligt eksempel på den formulariske tilgang der er taget til sangskrivningen, og det opleves til helt at mangle nerve, sjæl eller anden faktor til at opveje for manglerne.

Fiends of Emptiness er ikke uden kvaliteter, og Kjetil Lynghaug er en dygtig leadguitarist med stor forståelse for soloen som på ”The Stall”, og pladens bedste skæring ”The Corporate Twisted Control” har da momenter af noget, hvor man rykker lidt med hovedet. Pladen plages dog yderligere af, at Speckmanns vokal lyder næsten komisk, fordi han insisterer på at overdrive sin påtagede growlende Lemmy Kilmister, og det fungerer slet, slet ikke. Tag blot sangen ”Canceled”, og man får lyst til at gøre det samme. Det er bare ikke godt.

Aldrig er bedre end 30

Speckmann Project er kun en genoplivning i navn og lyder som en dårlig kopi af Masters tidlige år. Hvor Master – og dermed også den første Speckmann Project – havde gode riffs, charme og rå energi, fejler Fiends of Emptiness næsten på samtlige parametre. Det lyder for mig som en dårlig imitation af Speckmanns fortid, og denne plade har kun sin eksistensberettigelse, fordi Speckmann er med. De dygtige musikere på pladen burde bruge deres energi på at lave noget andet. I hvert fald er min bøn, at Speckmann Project nu er dødt og begravet, hvis en respirator betyder endnu et album som dette.

Tracklist

  1. Absolute Power
  2. Indifferent
  3. A Sick Carnival
  4. Destroy The Weak
  5. The Stall
  6. The Corporate Twisted Control
  7. Fiends Of Emptiness
  8. The Victims In Silence They Lay
  9. The So-Called Tyrants
  10. A Diabolical Sense Of Proportions
  11. Canceled
  12. Then The Calm Before The Storm
  13. Through Darkness