Episk folk metal fra det kolde nord
Mørke og permafrost, men al for lidt
Sons of Crom er en svensk/finsk duo, der spiller episk folk metal med udgangspunkt i nordisk mytologi. De er altså fra det virkeligt kolde nord, og man kan sagtens fornemme både mørke og permafrost på The Black Tower, men desværre alt for lidt. For Sons of Crom smører et tykt lag folk metal henover det hele, og som om det ikke var nok, går der såmænd også en hel del heroisk power metal i den. Det bliver derfor en temmelig skizofren omgang; som om albummet ikke rigtigt kan bestemme sig for, hvad det egentlig vil være.
God start, der ikke følges op på
The Black Tower starter med ”Steps of Doom” – en ganske smuk instrumentalintro, både mørk og dyster, som om vi har noget skæbnesvangert i vente. Lovende. På ”In Fire Reborn” fortsætter Sons of Crom med en god gang Enslaved-inspireret black med små doser doom og folk metal inde over, og det fungerer faktisk fornuftigt. En god start, som Sons of Crom dog hurtigt sætter over styr.
Tredje nummer, ”Fall of Pandemonium”, afslører en af de store svagheder på The Black Tower: clean-vokalerne er simpelthen ikke stærke nok til ambitionsniveauet. På ”Legacy” – et akustisk nummer i ægte middelalderstil – falder det helt igennem. Spiller man akustisk musik med fokus på vokalharmonier, er det altså et must med mindst et par dygtige sangere – og det mangler Sons of Crom altså i høj grad.
Kun for fans af genren
Resten af albummet fortsætter uden at imponere. Metervare hero/folk metal, hvor hverken melodier eller riffs rigtig brænder igennem. Det er er stykke fra at være decideret dårligt, men det rykker bare ikke rigtigt. ”Rebirth of the Sun” er et smukt lille instrumentalstykke, der slutter albummet af – men lidt af et antiklimaks egentlig.
Der er bestemt gode momenter og habile præstationer på The Black Tower, som udkommer d. 18 august på svenske Nordvis Produktion, men desværre slet ikke nok til et helt album. For hardcore fans af folk/hero metal er der sikkert noget at komme efter, men i længden bliver det både trættende og irriterende.
Kommentarer (1)
Jakob G
Jeg må sgu indrømme, at jeg
Jeg må sgu indrømme, at jeg synes anmeldelsen rammer helt og aldeles ved siden af - Jeg har det helt omvendt med albummet og synes det er et af de bedste der er udkommet i 2017 indtil videre. Jeg kan så heller ikke høre hverken folk eller power metal i mixet. For mig er det rent Bathory worship.