Så lad os da høre, hvad I har til os

Danske Sjæleangst er en splinterny duo, og ingen ved rigtigt, hvem der står bag – men rygterne siger, at de to herrer bag er ganske erfarne medlemmer af den danske black metal-scene. Tilbage i maj udgav de så denne eponyme debut, og selvom jeg da så den blive nævnt og hyldet igen og igen, ja, så var det, som om at det ikke rigtigt trak nok i mig. Men efter mine kolleger fortalte om, hvor fremragende bandets debutkoncert var på dette års Copenhagen Metal Fest, ja, så måtte jeg jo for alvor se – og høre – hvad Sjæleangst reelt set har at byde på.

Underspillet omgang

Ved første lyt kan Sjæleangst beskrives som ”Solbrud med klaver og dårligt vejr”. Det vil sige atmosfærisk, lo-fi black metal af den gamle skole med masser af tremoloriffs, blastbeats og den klassiske hvæsende dødsrallen. Heldigvis har bandet også medbragt netop klaveret, for det er qua disse passager, at Sjæleangst formår at finde sin egen hylde. Der er dog ikke tale om et klaver a la Dimmu Borgir, nej, det er langt mere underspillet og stilfærdigt – hvilket egentlig er de to bedste adjektiver, man kan bruge om Sjæleangst. Tag nu bare det første nummer, ”I”, der halvvejs igennem skifter fra klassisk atmo-black til en utroligt stilfærdig klaveromgang tilsat regn og tordenvejrslyde. Det er faktisk både smukt og uhyre stemningsfyldt, men det er så underspillet og forsigtigt, at man næsten ikke kan høre klaveret til slut – og det er jo ikke, fordi man ønsker, at hvem end, der sidder bag tangenterne, bare skal gå amok Franz Liszt-style, men der måtte godt være lidt mere kapow at komme efter. Det samme gælder egentlig den særdeles fremragende guitarsolo, der også er at finde på ”I”. Den lyder igen virkeligt god, men ja, er også totalt underspillet, og ligeså drukner den nærmest i en tsunami af blastbeats.

Sjæleangst kan faktisk utroligt meget, og det er også tydeligt, at de har meget at byde på, men det er desværre, som om at de ikke helt tør stille sig frem og virkeligt spille med de musikalske muskler. I stedet gemmer de sig bag den gennemsnitlige og stereotype atmo-black, som vi bare har hørt ufatteligt mange gange før, og ja, det er, når de står og gemmer sig der, at man begynder at tænke på de mange andre danske bands, der gør sig i den genre. Især bands som Solbrud og vel egentlig også det lettere obskure band Thy Light er nok dem, der først tikker ind på lystavlen. Lad os være helt ærlige: Der er i forvejen for mange bands, der har den lyd.

Masser af potentiale

Misforstå mig ikke, der er overordnet set masser af god musik at komme efter på Sjæleangst, men hvis bandet havde turdet at stå mere på egne ben i stedet for at køre så sikkert, som de gør, så havde det været en betydeligt større lytteoplevelse. Heldigvis er det her album en ganske god grobund, og jeg håber virkeligt, at Sjæleangst tillader at lade sig selv vokse, for potentiale er der masser af.