From Turkey with love

Molok, den gammeltestamentlige afgud for børneofringer, er en populær skurk samt et perfekt billede på det perverse og forfaldne samfund. Bare spørg John Milton, Fritz Lang eller gode gamle Allen Ginsberg. Der er selvfølgelig også en minimal mulighed for, at Shrine of Denial har dedikeret hele deres debutalbum til den her lille starut, men når nu de, trods alt, spiller blackened death metal, så antager jeg, at de ikke har ladet sig inspirere af, hvad der bedst kan beskrives som en træls ting at få i skoen. Uanset hvem eller hvad de fem tyrkere har haft i tankerne, da de var i studiet, så er faktum, at de nu engang er albumaktuelle – så lad os da se, om dette spritnye band kan noget eller ej.

Dygtige musikere, kedelig musik

Shrine of Denial er uden tvivl dygtige musikere. Alle spiller til UG med kryds og slange, albummet lyder ligeså rigtig fint, og musikken i sig selv er ganske imponerende i forhold til det tekniske niveau. Intet af dette er dog automatisk lig med, at musikken er spændende eller interessant – desværre. I, Moloch lider af den mest klassiske af alle børnesygdomme, et debutalbum kan lide af, nemlig det, at man føler, man har hørt det hele før – og endda mange gange. Sat på spidsen kan man bedst beskrive albummet som ”hvis Behemoth og Nergal jammede en mørk aften”. På papiret lyder det vel egentlig interessant nok, men der er – som bekendt – ofte uhyre langt fra teori til praksis. Det største problem er dog, så afgjort, vokalisten Eray Nabi. Hans gutturale øffen er så monoton og intetsigende, at jeg betvivler, at selv hans mor synes, han er rigtig god.

Dertil skal det også siges at det virkeligt lyder, som om han ’cupper’ mikrofonen, for hans vokal er ualmindeligt mudret og snøvlende; det lyder mestendels, som om han ikke havde tygget af munden, før han gik i gang med at bjæffe. Det ville virkeligt have klædt musikken, hvis de havde haft en vokalist, der skreg i stedet for at growle. Det ville generelt også passe bedre ind i lydbilledet og tilføje både noget dynamik og generel musikalsk rækkevidde, for som det er nu, så ligger hele bandet og roder rundt nede i kælderen. Jeg vil dog gerne rose bandet for deres guitarsoli; de er fremragende – at de så tit bliver begravet allerbagerst i mikset, undrer mig ganske gevaldigt. Men derudover så er der ikke mange roser at komme efter – udover de klassiske banaliteter, som jeg allerede har været inde på.

”Nej, er den til mig? Det skulle I virkeligt ikke have gjort …!”

Jeg kan ikke umiddelbart erindre at have anmeldt andre bands fra Tyrkiet; derfor kan jeg ikke lave nogen generelle postulater om nationens ekstremmetalscene. Jeg må dog indrømme, at jeg håber, det generelle niveau er over det, som Shrine of Denial præsenterer os for på deres debut. Jeg håber virkeligt, for deres egen skyld, at de opper sig, for ellers har jeg svært ved at forestille mig, at der kommer mange til deres shows udover lige den nærmeste vennekreds. Jeg tror endda, at Molok selv ville sige ”nej tak” til denne her offergave.