Frygtelig lykkelig

Serotonin, også kaldet “lykkestoffet”, er nok ikke det første ord, man kommer i tanker om, når man tænker på blackened death metal. Når man søger efter bandet på eksempelvis Spotify, så dukker der da også primært meditationsmusik og diverse podcasts om lykke op – der i øvrigt alle bliver lavet af folk, hvis generelle stemmeleje er på niveau med en hvidstøjsgenerator, og som har lige så meget pondus i sin stemmeføring som en døvstum med sceneskræk. Ikke desto mindre så er det nu engang det ord, som hollandske Serotonin valgte at gå med. Det kan man jo kun undre sig over, men måske det giver mening, når først musikken spiller, så lad os da undersøge, om dette hollandske ensemble kan få kickstartet en gevaldig lykkerus i undertegnede.

Sjove ideer, kedeligt resultat

Grundlæggende er det jo ekstremt subjektivt, hvad der gør os mennesker lykkelige, hvis man ser bort fra de primale behov og instinkter. For nogle er det at se sin førstefødte tage sine første skridt, for andre er det, når der er tilbud på Slots-pils i Fleggaard, og der er helt sikkert nogen, der får en overdosis lykke, når lyden af kulsort dødsmetal vælter ud af højtalerne. Rent stilistisk kan man da godt høre bandets nationale ophav, det er – langt henad vejen – er klassisk hollandsk ekstremmetal, men der er nu også plads til både det legesyge og det bøllede i bandets musik. Åbningsnummeret ”Climbing the Colossus” har en rytme, der er som hentet direkte fra Iron Maidens Killers, og vokalen på ”Sinner Box” er ikke bleg for at forsøge at emulere Attila Csihars særegne strubesangsteknik. Men selvom de ikke er bange for at både låne, lege og eksperimentere, må jeg indrømme, at jeg på intet tidspunkt kunne mærke, at mit serotoninniveau steg – ganske vist faldt det heller ikke, men …

Når man tænker på, at gruppen her har eksisteret siden starten af 00’erne og har udgivet rigeligt med både albummer og EP’er, så skulle man tro, at de havde udviklet en stil og en lyd, men det er ikke just det indtryk, jeg sidder med. Motiv er da overordnet set en underholdende skive, jovist, men jeg mangler stadig at føle – og forstå – hvem Serotonin er, og hvad deres soniske mission egentlig er. Det hele lugter simpelthen for meget af garagehygge og navlepilleri.

It’s not you, it’s me

Det mest interessante ved Serotonin vil altid være bandets løjerlige valg af bandnavn. Men ganske som et løg er der da et par lag i musikken, men der er ikke skyggen af en kerne. Der er intet i lyrikken eller musikken, der er med til at forklare os, hvorfor de mente, at deres musik skulle forbindes med lykkestoffet. Så beklager, drenge, jeg forstår jer simpelthen ikke.