forbrændingen
Riverside - Wasteland

Wasteland

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Da Steven mødte Mikael

Der skete noget banebrydende, dengang Porcupine Trees Steven Wilson rendte ind i Opeths Mikael Åkerfeldt. Prog mødte metal på en helt ny måde, og de retningslinjer, som pionererne indenfor prog-metal - Rush og Queensrÿche - havde nedfældet i 70’erne og 80’erne, blev ikke længere fulgt. Et af de bands, der lyttede efter, var polske Riverside, der siden 2004 har udgivet en stribe stærke prog-albums – ikke bare inspireret af mødet mellem Steven og Mikael, men i høj grad også af giganterne Pink Floyd – specielt den inkarnation af Floyd, David Gilmour har stået i spidsen for siden midten af 80’erne. Der har dog for det meste også været en snert af metal med i lydbilledet. Efter guitarist og sangskriver Piotr Grudzińskis pludselige død af et hjertestop udgav Riverside i 2016 en opsamling med ambient- og instrumentalnumre, men nu udkommer bandets første rigtige albumudgivelse efter det tragiske dødsfald.

Masser af kanel, men også en del skidt

Det er tydeligt, at tabet af en mangeårig ven og partner har sat sine spor, for Wasteland er en mørk og dyster omgang, og det klæder bandet virkelig godt. Albummet åbner med en ren a capella-sang, hvor Mariusz Dudas skrøbelige og sørgmodige vokal er i fokus. Fint nok, selvom det jo er hørt før, men det udstiller altså bandets helt store svaghed: ubehjælpsomme tekster fremført på gebrokkent engelsk. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor de rutinerede polakker ligefrem vælger at fremhæve denne åbenlyse begrænsning? På den anden side fører denne intro lytteren ret effektivt over i ”Acid Rains” mørke og tunge riff, så det er både godt og skidt. ”Skidt og kanel” skal vise sig at være en generelt rammende beskrivelse af dette album. Næste skæring, ”Vale of Tears”, indeholder også dystre metalriffs, tung stemning og endda en virkelig lækker guitarsolo. Hele albummet er faktisk fyldt med smukke, melankolske stemninger og er på den måde en opvisning i hvad prog-rock kan, når det er bedst.

Men igen og igen bliver man ramt af de dårlige tekster, komplet med kiksede versefødder, haltende engelsk og tyk accent. Der er virkeligt langt op til, hvad prog-genrens bedste tekstforfattere ellers kan byde på. Man kan kun længes efter Roger Waters’ bidende lyrik, Jon Andersons østlige mystik, Neal Morses religiøse hymner og Fishs vemodige kærlighedspoesi, der desværre er totalt fraværende på Wasteland, og det trækker altså ned på helhedsindtrykket.

Det ni minutter lange instrumentale epos ”The Struggle For Survival” starter som noget, der kunne høre hjemme hos Rush anno 2112, mens resten stort set er taget direkte ud af Steven Wilson/Porcupine Tree-sangbogen. Der er ikke noget galt med at lyde som ens forbilleder, bare man gør det så godt som her, men det sætter i sidste ende endnu en grænse for, hvilken karakter der kan opnås. På et så langt instrumentalnummer mangler man i øvrigt også noget rendyrket prog-ekvilibrisme. Men den overdrevet tekniske guitarsolo eller den fem minutter lange ’mad-wizard’ keyboardsolo kommer aldrig. Det er dog ikke kun på ”Struggle”, man savner noget lir, for det er - med få undtagelser - fraværende på hele albummet. ”River Down Below” er på den anden side en virkelig smuk ballade, der slutter af med en lækker, afdæmpet David Gilmour-solo, præcis som den slags nu skal lyde. Igen, både skidt og kanel.

Et andet højdepunkt på Wasteland er titelnummeret, hvor Duda bruger sin lækre baryton, der tilfører nummeret langt mere tyngde end ellers. Den mørke stemme passer perfekt til det tunge riff, der dominerer sangens lange instrumentale afslutning – igen en opvisning i, hvad Riverside gør bedst. Vi får endda et stykke med ren Iron Maiden-guitarmelodi, der også fungerer. Der er stadig ikke meget individuelt virtuositet, men masser af smukke passager og lækkert sammenspil, så man (næsten) glemmer manglerne.

John leder efter perfektion

Riffs, melodier, stemninger og ja – kompositionerne generelt holder 100 % på Wasteland, og der hersker ingen tvivl om, at Riverside stadigvæk er et yderst kompetent band. Men ligesom den gale amerikaner John McEnroe altid forsøgte at opnå den perfekte tenniskamp, hvor alting fungerede optimalt, så er og bliver prog-rock en stræben efter perfektion. Denne stræben er hele genrens raison d’etre, og prog er ikke noget, man gør halvt. Her er der ikke noget, der bare er ’godt nok’. Derfor bør Riverside arbejde langt mere med tekster og vokal, for ingen af delene lever op til det, der forventes, og Wasteland kan således ikke for alvor få en topkarakter.

Tracklist

  1. The Day After
  2. Acid Rain
  3. Vale Of Tears
  4. Guardian Angel
  5. Lament
  6. The Struggle For Survival
  7. River Down Below
  8. Wasteland
  9. The Night Before