Rivers Of Nihil følger strømmen og glemmer originaliteten

En sløj start

Efter en tvivlsom albumdebut i 2014 – med The Conscious Seed Of Light – er de amerikanske dødsmetallere fra Rivers Of Nihil nu klar med et nyt og forhåbentligt mere præcist skud i bøssen: Monarchy. Problemerne med deres første skive var, i mine ører, mange, men størst var den absolutte mangel på innovation og selvstændighed. Det er sjældent nogen større fornøjelse at lytte til en fuldstændig identitetsløs skive, og det var derfor med en vis frygt for gentagelse, at jeg gav mig i kast med deres monarki-kreation.

Teknisk, men tomt

Og hvor blev jeg dog skuffet. Efter bare to-tre numre sad jeg med følelsen af, at jeg allerede havde hørt hele skiven, og at drengene absolut intet har på hjerte. Jeg er ked af at sige det, men det er generisk, masseproduceret og – langt hen ad vejen – dødkedelig musik, Monarchy har at tilbyde. De amerikanske nihilister trykker på alle de rigtige knapper, men de gør det uden et eneste skvulp integritet eller indlevelse. Øv.

Også på den genremæssige front præsenteres vi for noget, vi så sandelig har hørt før: en omgang stereotyp og moderigtig tech-death spædet op med lidt pompøst prog og dristigt deathcore hist og her. Rigtigt interessant bliver det kun i de få momenter, hvor prog’en for alvor slår igennem, og instrumenterne får frit løb – fx på nummeret ”Terrestria II Thrive”.

Problemerne stopper dog ikke her, desværre. Endnu en hæmsko for de hadske herrer er vokalist Jake Dieffenbach, der tilfører bandet to markante problemer. For det første kan han tydeligvis ikke beslutte sig for, om han vil brøle dødsmetal eller deathcore, hvilket fører til en ret irriterende skævvridning af denne skive. Han komplementerer simpelthen ikke bandet, men kører sin egen stil, sideløbende. Hvad værre er, så besidder Dieffenbach den mest monotone og følelsesforladte vokal, jeg længe har lagt ører til. Hør bare ”Perpetual Growth Machine” – han er vred, bevares, men der mangler altså nerve!

Det hele er ensformigt, ensfarvet og ensartet. Selv produktionen forekommer mig uhyre kedelig. På det overfladiske plan lyder det musikalske monarki ganske behageligt og velspillet, men samtidigt er det så forbandet forudsigeligt og tømt for ethvert strejf af overraskelse eller spontanitet. Der er uden tvivl nogle teknisk dygtige musikere bag, men de formår aldrig at skabe noget mindeværdigt.

Ok, pause til hende den sure; pladen har også sine højdepunkter! Der, hvor flod-flokken for alvor er på sporet af noget, der fungerer, er i de atmosfæriske eller stemningsdannende passager. Fx sparkes hele balladen i gang med instrumentalnummeret ”Heirless”, der skaber en dramatisk, faretruende stemning forud for de egentlige skæringer. Ligeledes lykkes ”Sand Baptism” med sin porøse intro, den catchy ”Ancestral, I” og førnævnte instrumentalindmarch ”Terrestria II Thrive” ganske fint.

Rivers of næ-nej

Lad mig gøre det klart: Dette er ikke en skive, der lyder decideret dårlig, den lyder bare som så meget andet og er helt og aldeles styret af overfladiskhed og overambition. Det er muligvis et slidt udtryk, men disse gutter spiller altså musik med hjernen frem for hjertet – og det kommer der sjældent noget godt ud af. Derfor lander denne skive på et fesent firtal.