Groove, siger I?
Med sin oprindelse i Dublin i 2018 er The Risen Dread et forholdsvist ubeskrevet kløverblad. Inklusive emnet for nærværende anmeldelse er bandet nu oppe på i alt to studieudgivelser, men har allerede fået tilslutning nok til at komme ud på verdens bonede gulve, hvor de blandt andet gæstede Wacken i 2022 og åbnede for Vader og Marduk på deres fælles headlinerturné samme år. På Death From Above søger bandet et mere råt udtryk end på debuten, med hvad de selv betegner som musik i krydsfeltet mellem groove og dødsmetal. Lad det være spoleret fra start: I denne anmelders ører lyder det, som om de irske herrer har drukket sig i sænk i kruset med død og kun har nippet til groove-drammen.
Er I sikre på, det er groove?
Fra første færd står det klart, at jeg ikke kommer til at blive gode venner med produktionen på dette album. For at sikre, at det ikke bare er vores promoveringsmateriale, den er gal med, krydsrefererer jeg med udgivne numre på diverse platforme. Selvom jeg kan konstatere en større båndbredde og dermed bedre dynamik, så ændrer det ikke ved, at der er tale om et smalt lydbillede, hvor instrumenter og vokal er mast ind på uskøn vis. Netop Marco Feltrins vokal konkurrerer med en vinkelsliber om at være den mest øresønderrivende lyd, jeg kan komme i tanker om, mens trommerne har cirka lige så meget ‘oomph’ som en bunke våde papkasser. Titelnummeret “Death From Above” er reduceret til et grufuldt intermezzo. Spredte klavertangenter tjener som eneste musikalske element blandt et sammensurium af lydeffekter, der danner sonisk kulisse for en form for lamentation, som – vistnok – prøver at tilsnige sig bibelske proportioner. Et irriterende og komplet unødvendigt to minutter langt ophold på en udgivelse, der kun lige sniger sig op over 36 minutter.
Der er heller ikke meget groove at finde i leadguitaren. Den lyder lige dele uøvet og uengageret. Præstationen er ikke bare mangelfuld, den er decideret elendig, og jeg forestiller mig en guitarist, der har fået fortalt, hvordan Dimebag leverede varen, for så at freestyle ud fra sine forestillinger, uden at have lyttet til en eneste skæring, hvorpå han optrådte. Især på “A Conversation With God” bliver der hældt noder på soloen, uden tilsyneladende at tænke over, om det mon er det, nummeret i virkeligheden har brug for. Er der så slet ikke nogen forløsende kvaliteter at spore? Jo, på trods af den rædsomme produktion så er der faktisk noget at hente i Marcos Batatas håndtering af trommerne, der får tæsk, så man skulle tro, de havde fornærmet hans mor. Men ak, det er der jo heller ikke meget groove over. Til syvende og sidst halter Death From Above på så godt som alle parametre, og jeg har cirka lige så meget lyst til endnu en gennemlytning, som jeg har til at holde øret hen til en brølende plæneklipper.
Kald det lige groove én gang til
Jeg har ledt og søgt i denne udgivelse, men må give fortabt i min jagt på det påståede element af groove, den skulle indeholde. Leadguitarens tvivlsomme udskejelser er bevisførelse nok i sig selv, og selvom den ganske hæderlige indsats på trommerne cementerer værket som dødsmetal af den aggressive slags, så løfter den ikke niveauet betragteligt – desværre. The Risen Dread har uden tvivl ambitioner om at kombinere traditionel dødsmetal med elementer, der kan vippes med foden til, men jeg håber inderligt ikke, de får lytterne bildt ind, at det her er groovy.