Nyt lineup = nye fantastiske ideer?
Pyrexia fra New York har siden 1990 leveret dødsmetal af den let brutale og groovy art til masserne. Et par demoer, en EP og en håndfuld plader er det blevet til, og her på 25-årsjubilæet for deres debut smider de så deres femte album, Unholy Requiem, på gaden. Det er desuden deres første album med helt ny besætning på nær guitarist Chris Basile, der har været med siden begyndelsen, så nye ideer burde der være rigeligt af. I løbet af de 28 år har de mellem hvert album justeret lidt, på hvor brutal en omgang død der skal spilles, og hvor stor en skefuld groove der skal smides i blandingen, nogle gange med mere heldigt udfald end andre.
Den med død, tjek
Unholy Requiem er en kort lille sag: otte sange fordelt over 25 minutter. Pyrexia gør sig generelt ikke i lange albums – det længste er debutpladen Sermon of Mockery på 34 minutter. Fra første strofe af titelnummeret ”Unholy Requiem” er det tydeligt, at vi opererer indenfor dødsmetal a la Deicide. Det går hurtigt, og der er ikke så meget pis med intronumre eller lange stemningsfyldte instrumentalpassager. Det er lige på og smadder, krydret med en enkelt solo hist og pist, der er ikke noget nyt under solen i den forstand. Så generelt set er Pyrexia meget tro mod den stil af dødsmetal, de spiller. De kender den ud og ind og ved, hvordan den skal skæres, der er ingen nymodens mærkelige inspirationer eller fremmede elementer her, det er dødsmetal fuldt ud i den mere Deicide-inspirerede ånd: Det er tungt, blasfemisk og hurtigt.
Det er så her, vi løber ind i det største problem med Unholy Requiem. Første halvdel af pladen er så sindssygt uinspireret skrevet, at man nærmest skulle tro, at de havde fundet tjeklisten til dødsmetal 101 frem og fulgt den slavisk for til sidst at tilsætte lidt ekstra Deicide. På nummeret ”The Annointed” får den endda så meget ekstra Deicide, at man kunne have placeret det på Scars of the Crucifix, og man ville kun lægge mærke til det, fordi det var en lavere kvalitet end de resterende numre. De slutter endda nummeret af med Glen Bentons næsten trademark-agtige ”dybt-growl-med-et-lag-skrig-ovenpå”-vokal. Hvis det er, hvad den nye bandsammensætning kan præstere, så kan det kun gå for langsomt med at få skiftet line up endnu en gang.
Men når så vi runder nummeret ”Path of Disdain” og tager hul på sidste halvdel af albummet, sker der noget. Sangene er generelt lidt langsommere, der er flere temposkift og et interessant element, der bedst beskrives som værende en New York hardcore tough guy-attitude, lidt hen ad deres byfæller i Suffocation. Det klæder Pyrexia, og det lyder faktisk som et selvstændigt band og ikke en klon. Her får vi også serveret pladens uden tvivl bedste nummer, ”The Fall of Eden”, der med sit mere groove-orienterede tempo og fine lille guitar-lick viser, at Pyrexia faktisk godt kan skrive interessante numre.
Tillad tredjepartscookies
Unholy Requiem bliver næppe en plade, der går over i musikhistorien. Første halvdel af den bliver højest trukket frem som skoleeksempel, på hvordan man ikke skal lade sig inspirere af andre bands. Hvilket er synd for den anden halvdel af pladen. For den gemmer på en lille håndfuld sange, der faktisk er ganske udmærket skrevet, de overskygges desværre bare totalt af første halvdels totalt uinspirerede omgang dødsmetal. Havde Pyrexia lige indkaldt en række uvildige tredjeparter til en lyttesession, kunne det være endt ud med en ganske udmærket EP med noget god groovy dødsmetal.
