Tyske pirater der lige skal lære at styre skibet
Pirat metal bands er ingen nyhed, men der er til gengæld heller ikke så mange af dem. The Privateer fra Sydtyskland er det tredje jeg lærer at kende. De spiller en blanding af folk metal og power metal, med et touch af moderne dødsmetal, og selvfølgelig pirattemaet. Deres debut udkom i 2011, og nu anmelder jeg deres andet album, Monolith. De levere hvad de lover langt hen ad vejen, men der er nogle store hakker i albummet.
Vi starter ud på "Setting Forth", som har en folk-agtig og god intro. Den glider hurtigt og elegant over i den metalagtige del, og videre over i det mere ekstreme. Det går hurtigt, men de laver det dejlig glidende, så det ikke føles hakket. Vi er videre på "A Sequel From A Distant Visit", som har en del power metal elementer i starten. Efter introen begynder vokalen, og den er ikke ligefrem tilfredsstillende. Dog growles der også, og det slipper de meget bedre fra. Der er også en del folk-elementer, som efter min mening løfter albummet en smule. Det lille twist af ekstrem metal gør det hele meget bedre. De slutter af med en outro lige få flokagtig som introen. Vi fortsætter på "What We Took Home", som er et slags mellemstykke. Halvdelen af nummeret går med stille rørende violin, mens en af deres fine overgange til metal og videre over i ekstrem metal opleves igen. Det er en af de ting de skal have meget ros for på albummet her. Fjerde nummer er "Track Down And Revenge", som har en fed bassline som intro. Her er power metal elementerne igen i overflod sammen med folk elementerne. Sangen her er lidt stiv i sine riffs, hvilket er ærgeligt, da der ellers er godt styr på alt andet. Igen forsøger forsangeren sig med ren vokal, og igen lykkedes det lige så skidt på "A Sequel From A Distant Visit". Der kommer dog lidt kor, som fungerer super godt, sammen med forsangerens growl. Omkvædet er nærmest atmosfærisk, og trods kontrasten til verset, så virker det super godt. Resten af albummet fortsætter med denne atmosfæriske folk-agtige lyd blandet med power metal, og fra tid til anden ekstrem metal. Det fine kor og de fine growls fortsætter, mens den rene vokal fejler, og numrenes riffs fra tid til anden bliver ret stive i det. Fra tid til anden kommer der også et episk element, som på slutningen i "Ember Sea". Power metal delen slipper de rigtig godt fra, specielt på "Madmans Diaries"
Alt i alt har The Privateer lavet er stærkt album. Musisk rammer de den lyd de gerne vil, og den er samtidig fængende. De rammer også den pirat-følelse fra tid til anden, men der er nogle store huller i albummet hvor den følelse slet ikke er der. Desuden er der problemerne med den rene vokal og de stive riffs, hvilket er det der trækker albummet længst ned. Er man fan af Alestorm eller Running Wild, er Monolith værd at tjekke ud. De rammer nemlig samme kategori, selvom Alestorm og Running Wild giver et bedre pirat-feel. Der er selvfølgelig de førnævnte skavanker, men det ser lovende ud for et tredje album.
A sequel from a distant visit viser albummet fra bade sin positive og negative side
