Melodi Grand Prix og Metsatöll

Selvom Estland snuppede en fornem tredjeplads ved årets Eurovision med den farvestrålende og karismatiske Tommy Cash i front, så har landet stadig til gode at levere et metalnavn med global tyngde. Metsatöll har langsomt brølet sig ind i bevidstheden med sin middelalderlige folkemøg-fløjte-metal, men det er småt med arvtagerne. Dog begynder det at lugte lidt af international opmærksomhed for Pridian, tidligere kendt under det knap så SEO-venlige navn ÆØNS, der har signet med selveste Century Media. Venetian Dark er bandets første fuldlængdealbum, og med det følger det store spørgsmål: Har Pridian det, der skal til for at blive Estlands næste store eksportvare, eller drukner de i Eurovisions glitter og eftermæle?

Et utal af tillægsord

Musikken på Venetian Dark føles som det musikalske svar på en grå mandag med regn. Den passerer, uden at nogen for alvor bemærker den, og den efterlader mest af alt kun en vag fornemmelse af tomhed. Det er ikke dårligt, ej heller fantastisk, det er der bare. Det hælder mere til den melodiske side end den hårdtslående, men balancen findes for sjældent, og generelt er der ikke skyggen af nyskabelse. Ret skal dog være ret: Produktionen sidder i skabet, og Laur Lindmäes brøl ligger solidt i svinget. Især på åbningsnummeret ”The Downfall of Apathy” får han lov til at svinge mellem ren vokal og harsk vrede med rimelig overbevisning, og det er et af pladens få momenter, hvor det hele faktisk hænger sammen. Men så er det, som om guitaristerne har opdaget, at det der med hooks og riffs er noget, man kun laver, hvis man hader breakdowns. For her er der breakdowns. Og så lidt bulder. Og så breakdowns igen. Rinse and repeat. Det hele føles som at gå sulten ind på McDonald’s for at opdage, at en af vennerne allerede har bestilt en salat med quinoa til dig på tanken overfor. Man havde håbet på mere. Der er simpelthen for lidt at tygge på, og i en genre hvor bands som Spiritbox og Parkway Drive allerede har rykket grænserne, så føles Pridian lidt som det lokale opvarmningsband, man hurtigt glemmer navnet på.

Venetian Dark forsøger også at implementere industrial-genren, men eksperimentet er ikke just vellykket. Et nummer som ”Out For Blood” drukner i så mange elektroniske floskler, at man fristes til at spørge, om Logic Pro var bandets femte medlem. Man har haft så travlt med at skrue op for alle knapper, at man helt har glemt, at man faktisk skal have en vis form for dybde i sangen bagved. Det svarer lidt til at pynte en halvrå bøf med kaviar. Det ser fantastisk ud, men smager stadig af blod, sener og ukrydret tatar. Pridian har talentet til at skabe noget mere spændende, men har de modet?

En mørk dag for metalcore 

Pridian har glimt i øjet, men aldrig ild i sjælen. Der er enkelte momenter, hvor man kortvarigt tror, at noget stort er på vej, men så fordamper det igen. Det hele ender i en mudret metalcoreoplevelse, hvor eksperimenterne fejler, aggressionen savnes, og dybden svarer til en pizzabakke. Tommy Cash kunne få en tredjeplads i Melodi Grand Prix ved at synge som en søløve med halsbetændelse, fordi manden havde karisma, kant og gjorde noget usædvanligt. Pridian har hverken det ene eller det andet, og derfor spår jeg desværre, at Estland fortsat skal lede efter en værdifuld eksportvare lidt endnu.