Blandede bolsjer af blandet kvalitet
Bedre sent end aldrig
På grundlovsdag i år udkom debutalbummet Riot of the Ruined fra danske Pretext. Vi beklager selvfølgelig, at det først får sin anmeldelse nu, men hellere en lettere forsinket omgang ord med på vejen end slet ingen.
Trods nærværende plades status som bandets første udgivelse i fuld længde er Pretext dannet for omkring ti år siden. Siden da har de udgivet et par ep’er, spillet en masse koncerter og altså nu taget skridtet videre og udgivet en langspiller.
Når gode ideer bare ikke virker
Pretext består af fem medlemmer, der hver især har forskellige baggrunde. Både når det kommer til nationalitet og det genremæssige. For at sige det kort og godt har vi at gøre med en iraker, en polak, en svensker, en belgier og en dansker, der med udgangspunkt i deres respektive musiktraditioner gerne vil sætte deres præg på bandets musik. Læg dertil, at de også kommer med forskellige favoritgenrer, som også skal med ned i gryden. Vi er altså absolut ude i noget spændende, der kan ende rigtig godt, men som det ofte sker med for mange kokke i køkkenet, er der også fare for, at slutproduktet bliver noget ruskomsnusk. Og det er desværre også i lidt for mange tilfælde, hvad der er på spil på debutalbummet.
Okay, udtryk som langspiller og album i fuld længde er måske at stramme sagerne en anelse. Riot of the Ruined er nemlig en kortere sag med otte numre på godt 28 minutter. Og to af skæringerne er endda henholdsvis en intro og et mellemspil. Så i virkeligheden er vi nok så tæt på endnu en ep, som man overhovedet kan komme.
Albummet holder sig ikke tilbage på det tematiske. Store eksistentielle spørgsmål om krig, fred, og hvorfor mennesker ikke tager ved lære over tid af kollektive fejl, er det centrale omdrejningspunkt. Tilsat gruppens hybrid af blandt andet metalcore, groove, thrash samt en del mellemøstlige melodier og strukturer fra guitarist og vokalist Adel Al Haley fungerer det ret fint flere steder. Titelnummeret, “Heritage” og det guitarstærke “Lord of Pain” er ganske fede og spændende numre, selvom jeg bestemt ikke er fan af Joanna Lazewskas vokal. Bevares, hun synger fint, men der er noget i produktionen, der efterlader hendes bidrag fuldstændig uden bund, og det er en skam. Dobbelte vokaler mellem mandlige og kvindelige vokalister kan være fabelagtige, når de sidder i skabet. Men her fungerer det ikke. Ej heller virker det ret godt, når de førnævnte kokke i køkkenet vil alt for meget på samme tid. “When the Revolt Comes” er et miskmask af ideer, der trods fede riffs bliver alt for rodet. Og på “Force the Hand That Creates” er vi pludselig ude i noget, der minder om Alice In Chains. Isoleret set er det cool nok og faktisk et ret fedt nummer. Men når man taler om rød tråd og plader, der helst skal være sammenhængende, rammer denne skæring helt forbi skiven.
Måske er der potentiale til mere?
Hybridmetal med masser af individuelle indspark, stilistiske præferencer plus genrer, der rammer hinanden rigtigt, kan virke fremragende, når det gøres ordentligt. På Riot of the Ruined er det trods enkelte lyspunkter ikke helt lykkedes for Pretext. Det bliver rodet og næsten frustrerende lytning, når slutproduktet ikke går op i en højere enhed og blot bliver et sammenkog af kompromisser blandt medlemmerne. Læg dertil, at albummets røde tråd ligeledes er tæt på at knække og svær at få øje på trods den begrænsede spilletid og de kun seks reelle numre. Kan de fem medlemmer finde frem til essensen af Pretext og gennem skarpere sangskrivning kanalisere deres individuelle styrker mere tydeligt, er der bestemt potentiale til mere. Men her og nu bliver det desværre kun en lunken middelkarakter.