Norma Jean - Deathrattle Sing For Me

Deathrattle Sing For Me

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:13

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Skønheden og støjen

Langt de fleste vil utvivlsomt associere navnet Norma Jean(-e) med den legendariske skuespiller og sangerinde, der i sin alt for korte levetid og karriere var bedre kendt som Marilyn Monroe. Parallellen til et støjende rockband fra Georgia, Atlanta, ligger ikke lige for, og bandet har ikke uden humor døbt sin hjemmeside normajeannoise.com. Så er man da advaret.

Down that bumpy road …

Efter tre års album- og koncerttørke udgav Norma Jean – bandet – for nylig sit niende studiealbum, Deathrattle Sing for Me. Seneste skive fra amerikanerne var således All Hail fra 2019, der i stedet for at blive fulgt op af en tour efterlod Norma Jean og alle os andre i venteposition, mens coronakrisen rasede.

Helt stille var der dog ikke omkring bandet, al den stund forsanger Cory Brandan ad flere omgange gjorde sig mindre heldigt bemærket på sociale medier med særprægede holdninger til såvel bekæmpelsen af coronavirus som til Black Lives Matter-bevægelsen. Selv samme Brandan er i øvrigt med sine 18 års anciennitet efterhånden grand old man i Norma Jean, der siden stiftelsen i 1997 har skiftet ud på alle poster og ikke har et eneste oprindeligt medlem tilbage.

Hvem ved, måske er det netop derfor, bandet med 25 år på bagen fortsat er aktivt og tør prøve at forny sig, som det er tilfældet med det nye album.

Introen ”1994” er imidlertid et ikke videre nævneværdigt nummer presset ud af den velkendte skabelon ”vi lægger stille ud og eksploderer i skrig og skrål”. Bedre går det med ”Call for the Blood”, men vi skal hen til albummets tredje skæring, før der sker noget spændende. Det gør der så til gengæld også på nummeret med den særegne titel ”Spearmint Revolt”, hvis vellykkede miks af melodi og galskab gør det til albummets i mine øjne bedste.

Herefter går vi lidt ned i gear, og det gør vi ad en mørk og dyster sidevej på ”Memorial Hoard” – en vej med unødigt mange bump på, og som ikke rigtigt fører nogen steder hen.

”Any%” er eksplosiv uden at være mindeværdig, hvilket egentlig kendetegner flere af numrene på Deathrattle Sing for Me. Norma Jean eksperimenter og udfordrer sine steder metalcoren, men får ikke så forfærdeligt meget ud af det. På eksempelvis ”Penny Margs” går vi ned i tempo, men hvor vi egentlig går hen, er faktisk lidt uklart.

Hæsblæsende uden at blæse omkuld

Norma Jean har med Deathrattle Sing for  Me begået en gedigen metalcoreplade med både tempo og eftertanke og balance mellem det sikre og det eksperimenterende. En plade, der vinder for hver gennemlytning, men som i hvert fald jeg nok aldrig kommer til rigtigt at tage ind. Der sker en masse, men det er ikke rigtigt nok – eller også er det for meget?

En lille time i mestendels hæsblæsende selskab med metalcoreveteranerne er bestemt ikke dårligt givet ud.  Jeg bliver bare ikke blæst omkuld, og så er der altså masser af andre metalcorebands at tage af.

Tracklist

  1. 1994
  2. Call For The Blood
  3. Spearmint Revolt
  4. Memorial Hoard
  5. Aria Obscura
  6. Any%
  7. Parallella
  8. W W A V V E
  9. A Killing Word
  10. Penny Margs
  11. el-roi
  12. Sleep Explosion
  13. Heartache