skribent søges
New Years Day - Unbreakable

Unbreakable

· Udkom

Type:Album
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Forudsigelig nu-metal vs. hard rock kan ikke holde balancen


Nyt håb for Boogie-segmentet?

De seneste år er det myldret frem med retrorock-bands i både ind- og udland. Den bluesede og ofte syrede lyd af Led Zeppelin, der danser kinddans med Black Sabbath i en hashtåge, mens alle har lommerne fulde af fuzz-pedaler, har været yderst populær i et stykke tid. Og sådan er det jo. Moden kører i ring, og historien gentager sig selv. Bølger af gamle trends ruller ind over land på ny, og måske er det bare mig, men nu fornemmer jeg, at den radiovenlige hybrid af nu-metal og hard rock, som nogle af os elskede at hade i starten af 00’erne, er ved at være på vej tilbage. 

For mange kokke...

Når jeg hører fjerde album fra amerikanske New Years Day, er jeg ikke i tvivl om, at de i hvert fald selv synes, at nu-metal, igen, er det nye sort. Kvartetten med den altoverskyggende frontkvinde Ashley Costello har bevæget sig væk fra det deprimerede, indadvendte og desperate, der udgjorde det samlede udtryk på deres forrige udgivelser, og vendt det til udadvendt trods, vrede og lidt håb på nyeste album Unbreakable
Numre som “Come For Me”, “Skeletons” og “My Monsters” er glimrende djentet hard rock af den P3-venlige slags, der bestemt har sine øjeblikke med gode riffs, fede breakdowns og en rigtig sprød lyd. Men konstante elektroniske metalcore-riffs og poppede omkvæd med autotune er forudsigelige og intetsigende på den lange bane – tænk en light-udgave af Motionless In White, dog med en lavere grad af opfindsomhed og variation. 

I små bidder – altså, hvis man hører numrene enkeltvis – er Unbreakable egentlig en okay plade. Bandet genopfinder ikke den dybe tallerken nogen steder, ej heller ilden eller hjulet for den sags skyld, men de grundlæggende ideer bag deres kompositioner er ren øreguf for fans af genren. 
Det er dog, som om at New Years Day vil for meget med deres lyd og gerne vil appellere til flere segmenter på én gang. De grundlæggende elementer inden for den poppede hard rock samt den snart tyve år gamle nu-metal kæmper om pladsen oftere, end hvad godt er, og lydbilledet kommer til at fremstå ubalanceret, mens man er i tvivl om, hvilket ben bandet egentlig prøver at stå på. Nærlæser man info om albummet, støder man da også på, at der har været ikke én, men to producere inde over processen: Mitch Marlov (Papa Roach, In This Moment) og Scott Stevens (Halestorm, Shinedown), der er sværvægtere fra hver deres af de to nævnte genrer. Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg forestiller mig dem i en slåskamp bag mixerpulten, som efter et stykke tid er endt uafgjort. 

Fans vil være glade – andre nok bare lidt forvirrede

Unbreakable føles lidt som en plade, der kommer 17 år for sent. Var den udkommet i 2002, havde Lise Rønne og Huxi Bach uden tvivl annonceret den på en af de høje placeringer på Boogie-listen, fordi alle teenagere med en SKUM-profil på ‪dr.dk havde stemt den ind sammen med Crazy Town og Evanescence. 

Albummet skal dog, qua genrens genkomst og dermed også relevans, behandles fra et nutidigt perspektiv. Og her må man sige, at det har fine numre og momenter, men generelt er det overordnede udtryk for ensformigt og forudsigeligt. Bandet ved ikke helt, hvilken hest der skal spilles på, og Unbreakable kunne godt lyde som en slags overgang for bandet. Lad os håbe, Ashley Costello & co. finder ud af, hvad de vil inden næste plade, for hvis alt går godt, kunne det snildt blive dem, der fører poppet nu-metal ind i en ny tidsalder. 

Tracklist

  1. Come For Me
  2. Missunderstood
  3. Skeletons
  4. Unbreakable
  5. Shut Up
  6. Done With You
  7. Poltergeist
  8. Break My Body
  9. Sorry Not Sorry
  10. My Monsters
  11. Nocturnal
  12. I Survived

Tilføj kommentar