Calgary ligger da i Tyskland … ikke?

Canadiske Necht er et helt nyt band – selvom deres lyd er alt andet. Nok er kvartetten fra Calgary, men i mine ører gør de alt, hvad de kan, for at overbevise mig om, at de er fra et område nær den tysk-polske grænse; for den lyd, som disse sorte ryttere præsenterer os for, er arketypisk for den egn. Med andre ord så spiller de blackened death metal tilsat et drys pomp og pragt. Efter et enkelt kig på både sangtitlerne og bandbillederne står det klart, at der  altså er tale om et særdeles ambitiøst band med store planer – hvilket jo altid er bifaldsværdigt. Men det er også en debut fra fire uprøvede herrer, så lad os se, om de har slået et for stort brød op.

Necht so gut

The Prophecy of Karnifor forsøger tydeligvis at fortælle os en historie. Men hvis man ikke orker at læse lyrikken for at forstå historien, så har Necht været så elskværdige at udgive et længere resume, der forklarer konceptet og tankerne bag albummet. Kort fortalt er det noget med gamle civilisationer, semikosmiske krige og okkulte ritualer – ikke just banebrydende. Hvilket, ambitionerne til trods, er den sætning, der bedst opsummerer Necht. For trods de grandiose ideer så lyder de mestendels som, hvis man blandede Behemoth, Kanonenfieber og Mephorash. Det er der som sådan heller intet galt i; det er en lyd, som vi ved, virker – og der er intet galt i at træffe det sikre valg. Der, hvor filmen knækker, er dog, når det står tydeligt, at bandet ikke helt ved, hvor de vil hen; det mest grelle eksempel på dette er albummets to første numre. Det instrumentale intronummer ”The Vision of the Qa’ar” skaber illusionen om, at vi skal til at høre noget virkeligt episk og symfonisk black metal a la Lamentari eller Dimmu Borgir. Den illusion bliver dog knust meget hurtigt, da det efterfølgende nummer, med den særdeles mundrette titel ”Within Her Jaws Dwells the Dark Promise of Our Death” sparker døren ind – for her er der ingen spor af symfonier; kun papkassestortrommer og et slattent forsøg på at lyde som Attila Csihar. Pladen gør derfor, med andre ord, et rigtig dårligt førstehåndsindtryk – og det er aldrig en god ting. Det bliver dog gradvist bedre: Trommerne lyder knap så flade, og især bassen får en dejlig svulstig lyd, men helt godt bliver det aldrig. Og værre endnu: Det bliver aldrig spændende – ikke engang underholdende.

Necht og de andre kopier

Ambitioner er gode og prisværdige, men ikke nok. Der skal mere end store ideer til at skrive god musik – og på intet tidspunkt i løbet af The Prophecy of Karnifor beviser Necht, at de reelt set har, hvad det kræver at skrive god musik. Det bedste, man kan sige om det her album, er, at de er ganske gode til at efterligne andre større og mere succesfulde musikere.