Finland, the country where I want to be

Det er ikke alt, der kommer fra Finland, der lyder pænt, på trods af hvad Monty Python end måtte mene. Men at et par finner skulle løbe den olympiske ild ind på det skramlede podie i 2025, det var uventet. Ikke desto mindre skal vi dykke ned i den dybeste dybe sorte skakt med dyster underlig proto-black metal i selskab med Moonfall. Odes to the Ritual Hills er deres debut, selvom duoen har eksisteret siden 2008, hvor de udgav deres første demo. Derefter fulgte en pause, indtil de kom med endnu en demo og her i 2025 albumdebuterer. Og var det strengt taget nødvendigt?

Synth/vox & bass

Helt præcist skal vi spole tiden tilbage til proto-blacken eller førstebølgeblacken. Det er Bathory, før han gik i viking. Skramlet ad h til, som optaget på Satans oldemors båndoptager. I Karl Heinz Stockhausens pulterkammer, hvor både underlige lydkulisser og vokal langt udkonkurrerer resten af menageriet i kampen om en plads på scenen. Lydbilledet sejler. Man får vitterligt indtrykket af, at en flok tonedøve skarnsunger har forsøgt at lave et soundtrack til deres favorit splatterfilm. ”Countess Carody” viser, hvordan blacken lød engang, men ingredienserne er ikke doseret ligeligt: Mens den forvrængede bas hamrer løs, væltes der ekko på vokalen og underlige sci-fi-kulisser ind over, mens synth gør sit for at smadre rædselskabinettet. Det er ikke højtalerkabinettet, der ryger, for Odes to the Ritual Hills har ikke 100 dB potentiale.

”1560” er en synthintro som taget ud af en italiensk 80’er-gyser. Som en fordrejet, psykisk syg Vangelis, for dem der husker denne gamle reference.

Titelnummeret veksler mellem sekvenser med synth tilsat og sekvenser, hvor bassen taler. Indimellem leger de lidt sammen, men sammenspil??? Nej. En live-’oplevelse’ med gutterne her må være en fæl omgang. Prøv at lytte til nummerets sidste to minutter. Det er op ad Stockhausens boldgade, men hans ”Gesang der Jünglinge” er faktisk lettere at udholde, og det siger en hel del.

Er der nogen grund til at nævne albummets fem minutter lange synth-afslutning?

Finland – It’s the country for me

Når Hooded Menace leverer Motörhead-motorisk dødsdoom, holder jeg klart med finnerne. Og når de graver en eller anden stor trold op fra de kolde nordfinske sletter og udråber ham til den ægte julemand, finder jeg det godmodige smil frem. Men når månen afslutter sit fald i en hysterisk hvinende maveplasker, trækker jeg håndtaget til katapultsædet. Det her opkast af et synth/vokal-album kunne broderlandet i nord godt have tilbageholdt.