Alt i Australien kan slå dig ihjel, siges det …

Fire år efter debuten Abysmal Misfortune Is Draped Upon Me er den australske kvartet Malignant Aura tilbage med opfølgeren Where All Of Worth Comes To Wither. Som den lidet opløftende titel indikerer, er de fire death/doom-metallere ikke just begyndt at spille happy jazz, så ingen grund til bekymring dér. Men Where All Of Worth Comes To Wither er blevet udskreget til at være den skelsættende toer, hvor børnesygdommene fra debuten skulle have et skud penicillin. Spørgsmålet til en million australske dollars er derfor naturligvis – er det så lykkedes?

… men det er sgu svært uden hverken tænder eller kløer

Where All Of Worth Comes To Wither har en samlet spilletid på spiselige 45 minutter, og titelnummeret tegner sig for de første tre og et halvt af disse. Et instrumentalt nummer med simple, sørgmodige riffs og klokkeslag, der sætter en depressiv stemning, inden vi en smule abrupt – klodset? – glider over i ”The Pathetic Festival”. En skæring, der ved første øjekast synes at have den gode gamle dødsmetals dyder i fokus og dermed ellers lidt ude af trit med Malignant Auras normale gænge, men som langsomt udvikler sig i en mere doomet, nærmest gotisk, retning. På ”Languishing in the Perpetual Mire” vælter Malignant Aura sig rundt i en boblende sump af doom, melodiøse guitarharmonier og enkelte dødsmetalliske passager, som havde de stået i mesterlære hos landsfrænderne og genrekammeraterne fra Disembowelment. ”Beneath a Crown of Anguish” fortsætter, til min ærgrelse, i stort set samme spor og kadence, med retningsløs vekslen mellem den langsomme doom og enkelte passager med lidt mere fræs på både guitarer og trommer. ’Hvad er det, de vil?’, har jeg febrilsk nedgaflet på min notesblok. Det er fint nok, at man ikke vælger at gå all in på den fodslæbende, gotiske doom a la Peaceville-skolen, men når man så har valgt en hybridmodel i stedet, så skal man sgu være sikker på, at man kan strikke det hele ordentligt sammen. Albummet lukkes med An Abhorrent Path to Providence, og for dem, der stadig måtte være nysgerrig på, hvordan det mon kan lyde, vil jeg blot henvise til de forudgående 10-15 linjer af denne anmeldelse – måske med det aber dabei, at guitararbejdet og trommerne har lidt mere groove og dynamik over sig, hvilket trods alt gør, at Where All Of Worth Comes To Wither slutter på en hæderlig note.

Crikey!

Jeg tæller ikke mig selv blandt de stemmer, der mener, at doom-genren kun er for de musikere, der ikke har det tekniske niveau til at spille andre former for ekstremmetal. Men Malignant Aura lader til at være begrænset af en meget rudimental musikalsk værktøjskasse, som gør, at de aldrig rigtig får fat rent atmosfærisk. Det hele fiser lidt ud i ingenting som en flad øl i en vindueskarm til en morgenfest eller en daggammel skive hvedetoast bagerst fra skabet; et par hurtige kulhydrater hist og her, men ellers et aldeles intetsigende og ernæringsfattigt bekendtskab.