Dødsveteranerne vender tilbage for at kæmpe for fansene 

Da 5 garvede musikere fra Götheborg i 2016 startede deres nye projekt The Lurking Fear, var det med en intention om at skabe et tusindarmet Lovecraft-dødsmetal-monster (bandnavnet stammer fra en bog af førnævnte). Selvom bandet har medlemmer fra At The Gates, Grotesque og The Crown på holdet, er det, som om de hidtil har manglet lidt af den særegenhed og diversitet, som de gerne ville bringe på banen. Det føles, som om det mest bare har været gammelskole-dødsmetal-worship, der appellerer til fans, som hverken prøver på eller har lyst til at udfordre sig selv (hvilket er en ærlig sag). Denne gang har de dog på deres anden skive Death, Madness, Horror, Decay fået inkorporeret et par anderledes dimensioner til deres Lovecraft-kærlige oldschool-død.

Der er sket lidt med metalmonsteret. Lidt. 

Death, Madness, Horror, Decay er på mange måder den samme servering, som vi fik på deres debutalbum Out of the Voiceless Grave: Sovs-og-kartofler-dødsmetal uden ret mange opfindsomme riffs eller særlig divers trommespil, men dog med masser af brutalitet, en tæt og skarp (til tider lidt for tæt) produktion og soloer, der får én til at lave den der vrængen med næsen, som man laver, når noget virkelig lyder tungt. 

Denne form for meget gennemspillet og strømlinet dødsmetal er efterhånden fast inventar på den svenske dødsmetalscene, men det gør i min og helt sikkert mange andres mening ingenting, så længe at der virkelig bliver tværet fart, aggression og ondskab lige ind i ens ansigt. Det må man i dén grad sige, at der gør på begge albums, men på Death, Madness, Horror, Decay er der en hel del ting, der har ændret sig. Det første der springer en i ørerne, er vokalerne, der meget hæst og høj-pitchet nærmest bliver hostet ud, hvilket skærer mig lidt i øregangene, for det betyder personligt meget for mig, hvem der råber mig ind i ørerne. 

På denne skive bliver det også endnu en gang slået fast lige præcis hvilken lyd, de ønsker produktionsmæssigt. Det lyder “rigtigt”, skarpt og ind til benet, men der mangler ligesom et element, der får det til sådan rigtigt at komme ud af højtalerne. Igen fejler produktionen ikke noget. Den er næsten bare for perfekt. Der er til gengæld også elementer, der virkelig giver pladen noget scwhung, som for eksempel beroligende clean guitarer der til tider også bygger passende op til virkeligt brutale breakdowns, bla. på numre som f.eks. ”Funeral Abyss”. 

Man kan også høre tydelige inspirationskilder som blandt andet Autopsy på titelnummeret, der nærmest føles som et doomet remix af ”In The Grip Of Winter”, uden at det føles plagieret. Bandet viser også en overraskende side af sig selv på nummeret ”A Thousand Horrors Crowned”, hvor riffsne bliver skruet helt op i tempo og intensitet, og giver en paranoid og helt anden følelse end førnævnte. Der er en del elementer af hardcore punk spredt udover skiven med hurtige D-beats og soloer, der næsten føles Bad Brains-agtige og helt blærede på den fede måde. Samtidigt er de også helt i den anden boldgade med nummeret ”Leech of the Aeons”, som inkorporerer et faretruende orgel bagerst i mixet, der dog føles lidt malplaceret og lidt for teatralsk. 

Alt i alt er albummet et mangehovedet uhyre med både smukke og grimme ansigter, som man må tage på godt og ondt, hvis man er til den slags eventyrlig og hurtig svenskerdød. 

En blandet smag af middelmådighed og opfindsomhed

Death, Madness, Horror, Decay er et album for fans først og fremmest, selvom man godt kan mærke, at de har prøvet noget nyt – sådan da. Der bliver taget et par chancer her og der, men i min optik burde de nok havde taget lidt flere og så håbet på, at det ville fungere, for her er der simpelthen ikke helt nok. Produktionen er fin og pæn men alt for trimmet, og det føles, som om guitarerne kører i ring. Det er ærgerligt, for det overskygger de ellers positive og opfindsomme ting, der bliver afprøvet, og det burde helt sikkert have været dem, de skulle have skruet op for.