En rejse på et mørkt, åbent hav
Litauiske Luctus nærmer sig deres 20-års jubilæum, og det skal naturligvis fejres med album nummer fem. Bandet selv beskriver Uzribis som en evig rejse på et kulsort, åbent hav, hvor det eneste lys, der guider en, er det døende lys fra et fyrtårn, der virker til at være uendeligt langt væk. Det lyder jo meget flot, men det er ikke ligefrem noget, man bliver klogere af. Ergo er man jo nødt til at dykke ned i deres lyriske univers samt væbne sig med en dansk/litauisk ordbog, hvis man ønsker at forstå bandets uden tvivl misantropiske budskab.
Polske pennevenner
Luctus spiller black metal, det er der ingen tvivl om. Men trods deres meget klassiske norske 90’er-look med læderjakker, nitter og patronbælter, så er deres lyd lidt mere moderne, og de vil mere end bare at lyde som ”Mayhem-klon nr. 666” – heldigvis. Elementer af thrash, dødsmetal og crustpunk sniger sig ind hist og pist – eller de sparker døren ind, råber ”Fuck dig mor!”, og pisser på din kat, mens de stikker ild til din sofa, som den slags genrer jo gør!
Så der er masser af tremoloriffs, Slayer-inspirerede soloer og fedtet bas – hvilket faktisk er en ganske velfungerende kombination, om end det ikke er det mest nyskabende nogensinde. Men bedst som man sidder og tænker, at man har fundet den rette kasse at putte Luctus ned i, så overrasker den litauiske kvartet med at tilføje enkelte teatralske elementer hist og pist. Ikke så meget at der går totalt Dimmu Borgir eller Carach Angren i den, men måske nærmere små Behemoth-nuancer. Generelt så minder Uzribis ret meget om Behemoth, så meget at den faktisk godt kunne have været bindeleddet mellem The Satanist og Evangelion, men Polen og Litauen er jo også nabolande, så det er da ikke utænkeligt, at der har været en vis form for korrespondance mellem de to bands i ny og næ.
Endnu en ting, Luctus har tilfælles med Behemoth, er, at de ikke helt ved, hvornår nok er nok, eller hvornår noget er for meget af det gode. Uzribis består af ni numre, hvoraf syv af dem alle har en spillelængde på et sted mellem fem og syv minutter, dvs. at det altså er nogle ret lange sange. Jeg har faktisk ikke noget imod lange numre, men det stiller dog nogle krav til bandet – krav som Luctus ikke helt indfrier. Det betyder desværre, at man på numre som ”Kas tu esi” eller ”Vandens pavirsiumi” mister fokus og ender med at sidde og kigge på uret. Der sker simpelthen ikke nok i Luctus’ musik til, at man helt kan retfærdiggøre numre, der er så lange – desværre. Så det ville virkeligt klæde albummet, hvis det var blevet kortet ned med små 10-15 minutter, så kunne man også lige have fjernet de tre ligegyldige instrumentelle numre ”Gilyn”, ”Liejasi” og ”Fascinatio Mortis”. Hvis alt dette var sket, så tror jeg, at jeg havde kastet stjernestøv udover bandet, men det er desværre ikke helt der, vi er.
Et ben i hver lejr
Uzribis (som vist betyder hjørne) er et udmærket værk, der rigtig fint blander en masse forskellige genrer og langt hen ad vejen, så fungerer det rigtigt godt. De står dog ved en skillevej, hvor de bør finde ud af, om de skal vælge den mere minimalistiske og fokuserede vej, eller om de skal gå fuldstændigt amok og lave så store armbevægelser, som der er plads til i deres øvelokale. Pt. står de med et ben i begge lejre, og selvom musikken er rigtig fin, så er der bestemt plads til forbedringer.
