Vinylbanner
Lucifer - Lucifer 3

Lucifer 3

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fra dødsmetal til retrorock

Svenske Nicke Andersson har altid været en travl mand. Først var han trommeslager i Nihilist, der blev til Entombed, og derfor med til at ”opfinde” death’n’roll. Mens han endnu var med i Entombed, grundlagde han som guitarist og forsanger garagerockbandet The Hellacopters, og fik kæmpesucces med det projekt også. I dag er han aktiv i begge bands igen, og har samtidig gang i flere andre projekter ved siden af. Men selv alt dette er ikke nok for hr. Andersson. Omkring 2016 mødte han Johanna Sadonis, og så blev han selvfølgelig også medlem af hendes, på det tidspunkt, noget amputerede retro-rockband, Lucifer. Nu er Sadonis og Andersson såmænd også blevet gift og har netop udsendt deres andet album sammen, Lucifers tredje, som har fået den geniale titel III.

Tiden står stille

På deres debutalbum spillede Lucifer først og fremmest doommetal i den lettere ende. Siden Nicke Andersson er kommet til, er det i højere grad blevet til mere retro- eller hardrock med KISS og Rainbow som nogle af de primære inspirationskilder, og det er da også præcis, hvad III byder på. Albumåbneren ”Ghosts” minder os med det samme om, at svenskerne elsker KISS: tre akkorder og så ellers hurtigt hen til omkvædet. ”Midnight Phantom” lyder til gengæld fuldstændigt som Purson, der med Rosalie Cunningham i spidsen fik et mindre gennembrud på retro-rockscenen i England i begyndelsen af 2010’erne. Det er fint, men en anelse generisk. ”Leather Demon” har et fint omkvæd, hvor et piano følger guitarmelodien, der på den måde får noget mere tyngde. Det lyder lækkert og er i øvrigt et trick, KISS med stor succes brugte på deres klassiker Destroyer fra 1976. Det er på en måde, som om tiden har stået stille siden 70’erne, når man lytter til dette album. På ”Lucifer” sættes tempoet lidt op med et riff, der er taget direkte ud af Ritchie Blackmore-sangbogen. Bandet spiller godt, og Sadonis har en fin stemme, men man begynder efterhånden at kede sig en del.

”Coffin Fever” byder endeligt på lidt mere doom og ondskab med lækkert, tungt guitararbejde, stærkt inspireret af Tony Iommi – hvem ellers? Sangen minder dermed mere om det Lucifer, vi kendte fra debuten. Det klæder dem klart bedre end den lidt fesne hardrock, vi ellers får serveret, og det er især på grund af forsanger Johanna Sadonis. Hun har isoleret set en fin nok stemme, men den fremstår, efterhånden ligesom musikken, ret ensformig, for hun bliver i det samme register stort set hele tiden. På ”Coffin Fever” udvider hun dog repertoiret lidt ved dels at synge dybere i verset, hvilket fungerer, og dels ved at gå et register op i omkvædet, hvilket slet ikke fungerer. Generelt er hendes klang heller ikke særligt imponerende, og hun er dermed et af albummets store problemer, for det bliver decideret irriterende at lytte til hende kværne videre i samme monotone stil sang efter sang.

Kærlighed gør blind?

På trods af enkelte lyspunkter er sangskrivningen på III generelt fantasiløs og uinspireret. Som albummet skrider frem, bliver det dermed mere og mere ensformigt. Selvom bandet spiller rigtigt godt, og lyden er, som man forventer det af klassisk retrorock, mangler der i den grad et hit eller to til at bryde kedsomheden. Lucifer er knap så poppet som deres oplagte sammenligning, Ghost, men de er ligeså ufarlige og til gengæld langt fra så charmerende, som Papa Emeritus I-IV og hans sataniske slæng. Et bandnavn som Lucifer forpligter i øvrigt også til noget mere end bare generisk hardrock. Nicke Andersson er en utroligt dygtig og rutineret musiker, men måske han alligevel gaber over for meget? Lucifer kan han i hvert fald ikke sætte meget fut i.

Tracklist

  1. Ghosts
  2. Midnight Phantom
  3. Leather Demon
  4. Lucifer
  5. Pacific Blues
  6. Coffin Fever
  7. Flanked by Snakes
  8. Stay Astray
  9. Cemetary Eyes
Metalvinyl

Tilføj kommentar