’ii’ betyder ikke album nummer to

Når Hellboy i tegneserien af samme navn lokkes til at åbne porten til helvede med sin forstenede højre hånd (right hand of doom), vokser hans horn frem, og en krone afbildes svævende over hans hoved. Omslaget på ii: Violent Outbursts and False Accusations, amerikanske Lost Psychonauts første studiealbum, må helt klart være en hyldest til Hellboys tegner, Mike Mignola. Eller måske rettere en bramfri kopi. De pennsylvanianske psykonauter har givetvis levet på en ganske fornuftig diæt af tegneserier og amerikansk stonerrock og derefter fundet en guitar, et pladestudie og indspillet deres debut med en, skal det vise sig, temmelig misvisende titel. Det afgørende spørgsmål er dog, om de kan stene lige så godt som forbillederne i Trouble og Corrosion of Conformity?

P for Pennsylvania, eller p for plagiat

Tag den pæne del af CoC’s diskografi – alt det, hvor Pepper Keenan er med, sådan lyder de fortabte psykonauter. De lukker endda med en nyindspilning af CoC’s ”Albatross”. ”Death by Misadventure” er ren CoC, en tone, de generelt søger at ramme, men overordnet set ender de et helt andet sted. Nemlig ved Troubles nyere udgivelser, kanske udelukkende på grund af vokal og guitarlyd. Faktisk er ”On the Vine” så meget Trouble, at det, ganske probat, bliver et problem. For både Trouble (og i det seneste årti også et fantastisk band som Anthrax), er over tid degenereret til tam hyggeheavy og har udsendt flere lignende og ligegyldige skiver. Kopiér dog noget mere interessant! I stedet hygger ”Never Lost” videre præcis på den kedelige facon og træder, som resten af albummet, ikke en eneste Copenhellgæst over tæerne. Det er kun i det instrumentale mellemspil ”Under the Cold”, at materialet finder mere originale højder, nok til at man spidser ører. Og igen er hensat til Troubles nyere materiale. Ak, ak, ak.

Bandet skal dog have den cadeau, at de spiller kongeniale soli.  Mellemspil, soli og tvillingeguitarløb, det kan de fire tabte psykonauter. Man hører ikke, at de kun har spillet sammen siden 2019. Godt sammenspil gør det dog ikke ud for superb sangskrivning, og her humper de rundt som en krigsinvalid under et japansk jordskælv.  Japanerne sikrer sig mod den slags naturkatastrofer, men Lost Psychonauts vader lige ind i dem med genindspilningen af CoC’s ”Albatross”. Hvorfor dog genindspille et af de mere ligegyldige CoC-numre, som på trods af at være middelmådigt endda viser sig at være deres eget materiale overlegent?

Og sidst, men absolut ikke mindst: lyden. Produktionen er alt for tandløs. Den rammer idolernes lyd ret godt, men det bliver det ikke bedre af. Hør blot lilletrommen, der seriøst savner både bid og præsens, den fremstår så tam som en tynd 80’er-trommemaskine. Men lige netop lilletrommelyden er Lars Ulrich også blevet kritiseret for, siden farfar gik med ble, så mon ikke bare vi går videre …

Det er ikke dårligt …

Det skiller sig bare ikke ud.  Det er den ærlige konklusion. Hyggeheavy, ganske som Troubles The Distortion Field og CoC’s Volume Dealer. Når man lægger sig så hårdt i særligt CoC’s slipstrøm, hvorfor så ikke vælge at tage inspiration fra bandets sære og kreative periode? To udgivelser derfra er værd at bemærke, den selvbetitlede Corrosion of Conformity og IX. Her var resten af bandet dybt kreative, mens Pepper Keenan var på tour med Down. Men den slags krævende sangskrivning har man enten ikke evnet eller haft fantasi til at emulere, og derfor står skismaet mellem at være forudsigelig kontra kreativ. Desværre vælger de den sikre vej, og der er dermed intet nyt fra den der vestfront.