skribent søges
Lords of Chaos (film) - Lords of Chaos

Lords of Chaos

Udkom

Type:DVD
Genre:Black metal

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Based on truth and lies

Endelig kom dagen, hvor alle fik mulighed for at opleve Jonas Åkerlunds tolkning af, hvad i alverden der egentlig skete i Norges mystiske musikmiljø i starten af 1990’erne. Hvad var det, der drev en flok unge til at skabe den virak, det kaos og den utryghed, der fik hele verden til at tale om “black metal”, satanisme og nynazisme i Norge? Åkerlund selv spillede trommer i legendariske Bathory tilbage i ’84, men udover det, havde han aldrig den helt store tilknytning til black miljøet i Oslo. Filmen er baseret på virkelige hændelser, virkelige udtalelser og virkelige personer. Men den er også baseret på masser af subjektivitet og en masse “han sagde” og “han gjorde”. Det første man overhovedet ser i filmen, er sætningen “based on truth and lies”, og i og med, at to af filmens hovedpersoner, Øystein Aarseth (Euronymous) og Per Yngve Ohlin (Dead) er døde, så er det svært at spørge dem om, hvad der egentlig skete.
 

Teenagere er dumme

Filmen er blevet afsvoret af stort set alle de forskellige musikere, den portrætterer, lige fra Fenriz fra Darkthrone (der faktisk ikke er med i filmen) til vores allesammens Varg Vikernes. Men om det skyldes faktuelle uoverensstemmelser eller det faktum, at filmen portrætterer dem alle sammen som en flok tumpede og delvist patetiske teenagere, er umuligt at sige. Men et af problemerne er, at enhver film skal have en helt og en skurk, ellers er der ingen konflikt. Det er tydeligt, at Åkerlund mente, at Euronymous var helten, og at Varg var skurken. Euronymous (der spilles af Macaulay Culkins lillebror, Rory Culkin) bliver portrætteret som en kikset og kejtet knøs, der ikke helt ved, om han vil være ond, eller om han egentlig bare har skabt et image for at blive berømt og tage på verdenstour. Hvorimod Varg (der spilles af Emory Cohen) fremstår som en gennemført patetisk person. På intet tidspunkt virker han sympatisk eller relaterbar. Han render konstant efter Euronymous som en hundehvalp, der søger sin ejers anerkendelse, som han aldrig rigtigt får. Fx så bliver Euronymous ved med at kalde ham for “Christian” (hvilket jo var hans dåbsnavn) i stedet for Varg, hvilket kun tirrer ham yderligere. De to konkurrerer konstant om, hvem der egentlig er den reelle frontfigur for “true Norwegian black metal”. Vi ser, hvordan deres forhold er dybt symbiotisk, men dybt forskruet og usundt. Hvilket er to gloser, man kan pådutte hele det norske black miljø i 90’erne, i hvert fald hvis man ser på, hvordan Åkerlund portrætterer det. Men selvom Åkerlund gør, hvad han kan for at få Euronymous til at fremstå sympatisk, så lykkes det aldrig rigtigt. Han er lige så kikset som alle de andre, og den måde, som forholdet mellem ham og Dead bliver vist, er virkeligt bizart. Dog er Dead den eneste figur i filmen, man rigtigt har sympati med, fordi man simpelthen får ondt af staklen.
 

Den Sorte Død

Dead fremstår ekstremt mystisk og ekstremt depressiv, hvilket passer på det, vi har læst og hørt om ham. Han er i bund og grund en omvandrende depression, hvilket vi ser i scenen, hvor den legendariske koncert med selvskade og grisehoveder bliver genskabt samt scenen, der viser hans meget grafiske selvmord. Her har Åkerlund valgt, at vi skulle se alle detaljerne lige fra, at han skærer sig selv i stumper og stykker, før han vælger at blæse hjernen ud på sig selv. Selvom man ved, at det skal ske, så sidder man stadig med nerverne helt uden på tøjet, for det er en virkelig voldsom scene, der understreger, at Dead altså havde brug for hjælp. En hjælp som han aldrig fik. Men det forhold, man ser mellem de to musikere, virker mest af alt ret homoerotisk. De har nogle scener, hvor de bare står ude i skoven og kigger dybt i hinandens øjne, og til slut har Euronymous fået sig en kæreste, som ligner Dead ret meget med sit lange, lyse hår. Han har da også selv svært ved at skelne dem fra hinanden, da han senere lider af en række gyselige flashbacks, hvor han ser Dead løbe, legende, rundt ude i skoven.
 

Evil Dead

Hvorfor Åkerlund har valgt denne vinkel, er et godt spørgsmål. For udover at Vikernes har udtalt, at Euronymous var homoseksuel, så er der vist ingen evidens for, at de to skulle have haft et forhold. Men Deads selvmord er ikke den eneste meget grafiske scene. Mordet på Magne Andreasen, som Bård Eithun (Faust) begår, er også et ekstremt voldsomt, men samtidig super akavet knivdrab, for slet ikke at tale om slutningen, hvor Varg myrder Euronymous. Her er der både blod ud over det hele, O'boy kakao samt tilfældige naboer, der ikke rigtigt ønsker at blande sig. Jeg tænker, at Åkerlund har valgt at lave disse scener så grafiske, som en form for homage til de splatterfilm, som vi ved, var ret populære i black-miljøet dengang. Fx så laver Faust ikke ret meget i filmen, udover at ligge på en madras og se film som “Evil Dead” eller “Bad Taste”, som jo også er ekstremt grafiske omend umådeligt fjollede.
 

What a fucking idiot!

Det er også en passende beskrivelse af “Lords of Chaos” - en meget grafisk film, som også er morsom. Der er masser af scener, hvor man skraldgriner, ikke fordi det er en komedie, men fordi musikerne simpelthen fremstår grinagtige i deres forsøg på at fremstå onde, grusomme og forfærdelige. Her er man nødt til at fremhæve scenen i Vargs lejlighed, hvor han har bedt en journalist om at komme forbi, så han kan fortælle hele verden om “The Black Circle”, som Euronymous havde døbt deres lille gruppe. Her vil Varg gerne fremstå som den monstrøse “Grev Ghrisnack”, men ender med at fremstå som en tyk, kikset, venneløs og patetisk tåbe. Han er ude af stand til at redegøre, hvorfor de egentlig brænder kirker af, og hvad black metal handler om, alt imens journalisten og fotografen kører ham rundt i manegen. Scenen er utroligt velspillet og utroligt morsom og sluttes perfekt af med, at fotografen udtaler sig om Varg på følgende måde: “What a fucking idiot!”.
 

Based on trve

Jeg gik ind i biografen og forventede en dårlig B-film og gik derfra med en oplevelse af at have set en ret god film. Den er underholdende, relativt velspillet og faktisk fortalt på en ret fin måde, men man skal huske, at den trods alt er baseret på sandheder… Og løgne. Det er en film, jeg slet ikke ville have noget imod at skulle se igen, og det er en film, der også kan appellere til folk, der intet aner om norsk black metal, for den er godt fortalt og så spiller skuespillerne også ganske udmærket.

 

Tilføj kommentar