Dengang da jeg var lille
Ak ja, selvom det efterhånden er en menneskealder siden, så kan jeg stadig huske, hvordan det var at være ung og dum. Dengang var løbehjul et motionsredskab, gulerødder behøvede ikke sesam for at smage godt, og man brændte flere kirker end cd’er. Næsten. Der er siden da løbet meget vand i åen, og heldigvis har generationsskiftet også ramt den danske metalscene som en rambuk. En af de nyeste konstellationer på scenen er Lextraneus, en ny spiller på banen under Prime Collective-fanen. Gruppen blev dannet i hovedstaden anno 2023 og kaster sig frygtløst ud i et heksebryg af klassisk heavy metal, thrash og melodisk metal. Spørgsmålet er så, om ungdommens frådende mod og friske tilgang kan levere varen på Fontanelle, deres fuldblods debut-EP .
De smukke unge mennesker
Jeg elsker dansk metal, og når man ser et arrangement som HCX Kids, der ikke blot overlever, men blomstrer, ja, så må man altså lette på hatten og sende et respektfuldt shout out til arrangørerne bag. Det er den slags ildsjæle, der holder scenen kørende, mens vi andre bliver lidt mere slidte i knæene og lidt mere grå i toppen. For sandheden er jo, at vi alle – tro det eller ej – bliver ældre. Og selvom det er blevet sagt til hudløshed, at alder ikke betyder noget i musik, så er det altså lidt en halv sandhed. Passionen dør sjældent med alderen, men erfaring, sved og timers øvelse af riffs former kunstnere som jern i en esse. Ungdommen kommer derimod uden bagage, men med ild, drømme og en ubekymret energi, som vi andre solgte for en pensionsopsparing og et godt sæt ørepropper – og de kan formes.
Lextraneus har mange år foran sig, men allerede nu har man fornemmelsen af, at der kan vente en rigtig fin karriere. EP’en Fontanelle består af fire numre, der spænder fra solidt til det søgende, men vigtigst af alt, så banker den af livsvilje og teknisk nysgerrighed. Og hvis man har det, så kan man nå langt. Det er ikke altid perfektionen, der vinder, nogle gange er det lysten til at lære. Udgivelsen åbner med titelnummeret ”Fontanelle”, og her har kvartetten ikke sparet på ambitionerne. De hiver nemlig ingen ringere end Niklas Sonne ind som gæst til at matche Alfred Lindskov-Dahls vokal. Og han ville kunne lave hits om alt, selv en brugt pizzabakke. ’Farligt’, tænker jeg straks. At sætte så erfaren en herre sammen med et band, der stadig er ved at finde fodfæste, kan nemt ende med en vokal overkørsel, hvor gæsteartisten stjæler fokus. Det sker dog ikke her. Stor ros til Niklas Sonne, som fletter sig ind som en forstærkning af Lextraneus’ lyd. Der sker dog det, at man efterfølgende savner mandens talent på de øvrige skæringer. ”Hollow” lever desværre op til sit navn og er et langt mere forudsigeligt nummer, der bliver overskygget af intronummeret, mens ”Crawl” på bedre vis leverer glimt af storhed. Men lad os lige få proportionerne på plads. Vi snakker om en debut-EP, ikke et opsamlingsværk fra et band med tre verdensomspændende turnéer i ryggen. Så respekt til Lextraneus for at træde frem på den danske metalscene. Vi har brug for flere af jeres slags med et solidt fundament.
Moderne tider
Lextraneus er en ung og talentfuld gruppe, som jeg er sikker på, vi nok skal høre mere fra, hvis de har mod på det. For det kræver sin kunstner at stille sig frem i en digital verden, hvor man på en halv time kan udstille hele sin sjæl for Danmark og omegn. Fontanelle viser, at fundamentet er der: teknikken, viljen og nysgerrigheden. Materialet svinger stadig lidt for meget i kvalitet, og produktionen er en kende for pæn til udtrykket, der præsenteres, men tid gør klog. Seks kranier til debuten, og et stort held og lykke med rejsen.