En travl tid for tyskerne
Den tyske kvartet Leaves’ Eyes har været yderst aktiv siden 2004, og de har kastet ikke færre end ni fuldlængdealbummer og otte EP’er på markedet – alt sammen klassisk symfonisk metal med hints af folk. Mit første bekendtskab med bandet fandt sted i 2015, da de udgav deres hidtil bedste album King of Kings, som skulle vise sig at blive det sidste album med Liv Kristine Espenæs som forsanger. Sangerinden Elina Siirala tog straks hendes plads, men desværre virkede de efterfølgende albummer Sign of the Dragonhead og The Last Viking til at glemme musikken bag. Alt fokusset lå på at fremhæve Elina Siiralas vokal, og desværre var Alexander Krulls beskidte growl og keyboardspil manet i baggrunden. Myths of Fate er tredje udspil med Siiralas som forsanger, så lad os håbe, at bandet har videreudviklet ideerne fra tidligere.
Sopranens dilemma
Efter en stærk indledning med introen ”Forged By Fire” står kvartetten straks overfor sopran-dilemmaet igen, som tidligere nævnt. Musikken fremstår mildest talt ikke særlig innovativ, og alles opmærksomhed er på ny rettet mod sopranens vokalpræstation, som er efterladt til at bære numrene på egen hånd. Melodierne på Myths of Fate går dog for langsomt i forhold til Siiralas vokal, og hun er tvunget til at trække ordene i langdrag for at matche musikkens tempo eksempelvis på sangene ”Realm of Dark Waves” og ”Who Wants to Live Forever”. Det er hammer ærgerligt, for det tager både charmen fra Siiralas’ vokal, men samtidig lyder numrene som en ridset LP, der sløvt hakker sig igennem dens spilletid.
Leaves’ Eyes klarer sig langt bedre, når sopranens vokal matches med Krulls rå growl. Selvom han ikke mestrer alle aspekter af den, tilføjer det stadig en fin kontrast til den lyse vokal, som Marko og Tarja ligeledes gjorde i Nightwish. Nummeret ”Sons of Triglav” fremhæver dette fint. Efter en kort intro med korstemmer og marcherende trommer danner Krulls growl rammerne for melodien bag, mens Siirala nynner og synger storslået falset i baggrunden. Omkvædet intensiverer alle elementerne og det er uden tvivl det bedste nummer på skiven. Keyboardsektionerne i det atmosfæriske nummer ”Elder Spirit” udgør desuden albummets bedste instrumentale højdepunkt, hvilket vi kan takke bandets kreatør Alexander Krull for. Han har altid været ferm på tasterne, og beviser det heldigvis stadig i glimt på denne udgivelse.
Sangskrivningsmæssigt har tyskerne dog aldrig rigtig imponeret mig, og Myths of Fate er også her en kende ujævn i det gul-røde-og-sorte terræn. De primært nordiske myter virker usammenhængende trods inspirationen, og temaet føles mere påtvunget end naturligt. Lyrikken på ”Reals of Dark Waves” er endda en smule pinlig med rim så simple, at selv Rasmus Seebach ville have fundet dem for banale. ”In the realm of dark waves, I long for you, lead you into the depths, of ocean blue. In the realm of dark waves, sun never shine, lost in eternal sleep, your soul forever mine”. Med ni albummer bag sig burde der være større fokus på spændende tema og lyrikkens kvalitet, end der er.
Mindre episk end temaet
Myths of Fate er desværre en forholdsvist ringe skive. Det er klassisk symfonisk metal med alle de klichéer, som genren indebærer, og albummet lider generelt under, at alle sange bevæger sig i midttempo. Der mangler mod i kompositionerne og innovation i lyrikken – nøjagtigt som på de foregående skiver. Elina Siirala og Alexander Krull leverer atter en fin vokalpræstation, men det ændrer ikke på, at Myths of Fate føles helt og aldeles overflødig. Har du fem minutter, så lyt til ”Forged by Fire” og ”Sons of Triglav”. Hvis ikke, så går du ikke rigtig glip af noget.
