
Hvor har jeg lagt min manual til at forstå nordjyske jokes…
Nordjylland. Danmarks mest isolerede rige, hvor skyggerne falder lige så tungt som den berygtede Jantelov. Her er den højeste rate af dumpede dyr, og en humor tør nok til at få ørkensand til at virke saftigt. Alligevel gemmer denne barske og kolde landsdel på uvurderlige skatte. Den nordjyske muld bugner af sand, grus og kalk – råstoffer der får selv den mest garvede kommunalpolitiker til at spærre øjnene op. Måske er et opkald fra Donald Trump allerede på vej. Der er igennem tiden også kommet masser af god musik fra disse kanter, og nu er der nyt fra Kibitzer, som har oprindelse i Frederikshavn. Gruppen, som er grundlagt i 2015 af fætrene Thomas Kvolsgaard og Kevin Sørensen, har dog været mere nærige med udgivelser end en nordjyde med en rabatkupon, så derfor tager vi selvfølgelig et kig på deres nye EP Old & Rare med nysgerrighed.
Meget hjerte, lidt mindre spænding
Kibitzer spiller hardrock med hjertet på det rette sted, og fødderne solidt plantet i den førnævnte nordjyske muld. Forsanger Thomas Kvolsgaard giver sig fuldt ud. Man kan næsten høre blodårerne sprænge af ren dedikation. På bandets bookingside bliver de sammenlignet med Nickelback og Black Stone Cherry, hvilket giver fin mening, hvis man ser bort fra, at Kibitzer har en langt mere upoleret produktion, og næppe har ambitioner om at skrive soundtracks til amerikanske truckreklamer. Promo-materialet er desuden lige så nordjysk som en sildemad: ydmygt, fortalt med et glimt i øjet og uden de store armbevægelser. Selvom musikken er skrevet for lang tid siden, er den meget universel og stadig relevant. Man kan dog ikke komme udenom, at musikken er forholdsvis skabelon-skåret, og uden de helt store overraskelser, og derfor har jeg svært ved at pege på én ting, som gør, at man skal høre Kibitzer frem for meget andet hard rock. Det betyder ikke, at det er dårligt. Old & Rare er solidt håndværk, men uden det ekstra gear, der gør det for alvor mindeværdigt.
Men når Kibitzer rammer rigtigt, gør de det godt. Åbningsnummeret ”Save the Pieces” har flere stærke øjeblikke, ofte båret af Kevin Sørensens guitar, der holder tingene interessante med velplacerede variationer. Pladens højdepunkt kommer dog i ”Echoes in the room”, da intermezzoen rammer og river versets monotoni midt over, og giver nummeret et ordentligt los bagi. Blev jeg overrasket der? Absolut, og det er herligt. Vokalen får et mere punket udtryk på afslutningsnummeret ”Losing Control”, men desværre er resten af nummeret ikke lige så rebelsk. Instrumentaliseringen føles tam, og sangen ender som EP’ens svageste nummer. Med en spilletid på kun 18 minutter, er der ikke meget plads til filler-numre, og det er måske netop her, skoen trykker. Kibitzer laver solid hard rock, men bevæger sig aldrig for alvor ud over det sikre. Dog skal bandet have ros for at stå for produktionen selv i Kvissel. Det er et DIY-projekt, de er sluppet hæderligt fra. Lyden er rå og ærlig, selvom jeg godt kunne ønske, at trommerne fyldte en kende mere i lydbilledet. Respekt for det.
De hvide ørne
I 2021 udgav Kibitzer sangen ”White Hawks”, og som fortaler for at styrke det lokale, elsker jeg idéen om et album skabt fra start til slut i Frederikshavn. Der er noget smukt ved tanken om en rockplade formet af kun nordjysk stædighed og muldens dybe rødder. Old & Rare er et fint værk, der topper tidligt og aldrig helt når samme niveau igen. Men trods det kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet. For passionen og nordjydernes charme skinner igennem.