Numerologi er mega heavy!

At black metal-bands har sjove navne stavet på sjovere måder, er der intet nyt i, men Khthoniik Cerviiks tager alligevel prisen. Æequiizoiikum (nej, jeg ved heller ikke, hvordan det skal udtales) er bandets andet album, og sammenlignet med bandets debut, SeroLogiikal Scars (Vertex of Dementiia), står det klart, at bandet har formået at videreudvikle deres lyd, som vel bedst kan beskrives som en blanding af melodisk dødsmetal og klassisk norsk black metal, men tilsat en masse skæve og progressive elementer, som vel godt kan beskrives som både kaotiske og kakofoniske.

En blandet landhandel

Som udgangspunkt er numrene på Æequiizoiikum relativt lange, og bandet formår virkeligt at fylde tiden ud. De veksler konstant mellem hårdtslående, bombastisk dødsmetal og den mere melodiske og simple black metal; personligt vil jeg mene, at de mestrer black-delen bedre end dødsdelen, da deres version af dødsmetal er forholdsvist formularisk og generisk. Khthoniik Cerviiks har dog et lettere minimalistisk forhold til vokalen; det er på ingen måde en instrumental udgivelse, men vokalen er absolut det, der fylder mindst – det virker faktisk til, at det øjeblik, hvor black metallen overtager, så stopper Okkhulus Siirs (naturligvis matcher medlemmernes navne bandets!) med at øffe og råbe, og det er faktisk ret klædeligt. Ikke fordi hans vokal er dårlig, bevares, den er heller ikke mageløs, men det giver mere plads til deres mere ”stilfærdige” og meditative side.

Det nummer, der nok bedst viser, hvordan bandet opererer med kontrast og stilskift, må være ”Kollektiing Koffiin Naiils (Délire des Négations Sequence 1.0)”, hvor de også får flettet lidt crustpunk ind i mixet, hvilket ved første lyt virker som et selvmål, men efter et par lyt opdager man, at det faktisk fungerer rigtig fint.

Desværre fungerer det efterfølgende nummer, ”Bloodless Epiiphany (Délire des Négations Sequence 2.0)”, ikke, for ulig alle de andre numre på albummet er det et nummer uden nuancer og udvikling – det lyder mest af alt som et gammelt og glemt Morbid Angel-nummer. Men hvad værre er, så benytter Æequiizoiikum sig af noget af det, jeg finder allermest enerverende på et album, nemlig ligegyldige introer og outroer, der intet tilføjer, men blot fylder på albummet. Det er en tendens, jeg er så uendeligt træt af; der er jo ingen – ingen overhovedet – der går og tænker: ”Orv, lad os lige høre introen, du ved, det der nummer på halvandet minut, der udelukkende findes for at agere opbygning til det første nummer”. Det bliver så bestemt heller ikke bedre af, at de to numre ”KC Exhalement 4.0 (Welcome to HAL)” og ”KC Inhalement 4.0 (Nothiing-Niihiil-Non)” primært er lyden af hvid støj og satellitskratten!

Højre eller venstre?

Æequiizoiikum er et okay album, og Khthoniik Cerviiks prøver at gøre noget lidt anderledes, og hatten af for det. Men der er altså lang vej endnu, og der skal mere til end et par udmærkede numre og lyden af en satellit, der går i stykker, til virkeligt at få mig op af stolen.

Det er ganske vist også kun bandets andet album, så det er vel forventeligt, at ikke alting er helt på plads endnu, og misforstå mig nu ikke: Der er da potentiale, men som det ser ud nu, kan det gå i begge retninger.