Leave the music, take the cannoli
Ahh gode gamle Italien! Kendt for romerne, latin, vin, pizza, mafiaen og en endeløs række af pompøse powerbands, der buldrer og brager derudaf fuldt akkompagneret af keyboards og falsetsprudlende vokalister, der virker til at have erklæret det engelske sprog, samt dets grammatiske regler, krig. Toscanske Kalidia er ingen undtagelse, nærmere tværtimod. De bekræfter samtlige fordomme, som man nu engang må have omkring metalbands fra Italien, men er det nødvendigvis en dårlig ting? Hvis man sætter sig ned og kigger de 11 sangtitler igennem, vil man se, at deres inspirationsliste er lang. Der er både pirater, græsk mytologi, kristendom, noget med blomster og krystaller og så... Warcraft 3!?
Shhhh! Du vækker naboerne!
Jeg tillader mig lige at smide en stereotyp antagelse: hvis du er til power metal, er du en nørd. Det er okay, det er jeg selv, så jeg må godt bruge det ord. Hvis jeg har ret i min antagelse, vil du nok opdage, at der er ikke så få referencer til det nu legendariske computerspil fra 2002: Warcraft 3. Vi har albummets titel, the Frozen Throne, som godt kunne være et tilfælde, indtil man læser teksten. Her står det hurtigt klart, at den handler om anti-helten Arthas, der bærer en stor del af plottet i spillet. Derudover er det sidste nummer ”Queen of the Forsaken” endnu en åbenlys reference. Så altså ligger Kalidia ikke skjul på, at nørderiet er skruet op til 42, hvilket er fint – så længe det virker. Det egentlige problem med Kalidia er dog ikke deres inspirationskilder (det ville også være lige snæversynet nok at gå efter… måske), men derimod det faktum, at deres 11 sange er umådeligt ens, og ikke på den der charmerende AC/DC-agtige måde, men mere på den der ”det var dog et utroligt langt nummer!”-måden. Og selvom frontkvinden Nicoletta synger rigtig fint, så er der slet ikke nok power og gennemslagskraft til at bære projektet, hvilket er en skam. For det efterlader bandet komplet uden drivkraft, for den er desværre heller ikke til at finde hos de andre musikanter, der alle fremstår ufatteligt anonyme. Om det er noget, der er gået galt, da albummet skulle mixes, kan jeg ikke vide, men albummet lyder så utroligt fladt og komprimeret. Jeg skal ikke kunne sige, om deres producer er verdens mest forsigtige menneske, der ikke ønskede at vække naboerne, og derfor valgte at alting skulle lyde ligeså harmløst som et egern der fiser, men det er desværre resultatet. Vi er nærmest ude i, at det er anti-powermetal, hvilket strider imod det forventelige høje energiniveau. Bevares, de understreger da også, at de er power/goth/symphonic-metal, men come on! Læg nu den eyeliner og vågn op!
Tak – nej tak!
Jeg så faktisk frem til at skulle angribe denne udgivelse, hvilket kun bekræfter, at Kierkegaard havde ret i forhold til forventningens glæde. For trods 11 forskellige hymner dedikeret til alt fra fortabte prinser, zombie-elvere, pirater og til Kong Herodes, så sidder jeg tilbage helt tom og føler, at jeg blot er blevet 48 minutter ældre. Man fristes til at kigge rundt i lokalet på sine imaginære medpublikummer og udbryde, ”Var det det?!”. Det har taget Kalidia fire år at skrive det her album og på samme måde som med Sundhedsplatformen, ja, så var det da ved gud ikke ventetiden værd!