Imperier kommer og går, men dødsmetallen består
Romerriget, Ming dynastiet, det ottomanske og det britiske imperium. Alle store og magtfulde imperier der sammenlagt har kontrolleret det meste af verden, og noget andet, de også har til fælles, er, at de ikke findes den dag i dag. Ja, Storbritannien findes stadig, men et imperium bestående af verdens dårligste tandpleje og mænd i dametøj, er ikke et imperium. Så i den forstand kan man argumentere for, at imperier er dødelige. Dette kan være grunden til, at tre københavnere har valgt at kalde deres band Imperious Mortality. Grunden kan også være en helt anden. Men 15. marts var trioen i hvert fald klar med ep'en Realm of Mortal Decay.
Innovation og rovmord kan godt gå hånd i hånd
Når man skruer op for Realm of Mortal Decay, er det dog ikke imperiumsfilosofi, der er første indskydelse. Brutal dødsmetal tydeligt inspireret af Korpse, Putridity og Molested Divinity er, hvad den københavnske trio disker op med over ep'en små 14 minutters spilletid.
Den korte spilletid gør da også, at bandet på ingen måde spilder tiden. Åbneren "Condemned to Infamy" jerner derudaf i klassisk stil med slamdruknende grisehyl, fræsende bensavs guitarriffs, motorklipper basgang og et trommesæt, der nådesløst sømmer dig fast inden det næste kvarters tortur. For at få fuld plade i brutal bingo, skal man dog have et groove. Et groove der rykker så hårdt, at ligegyldigt, hvordan man er ved at blive lemlæstet af haveredskaber, kirurgiske instrumenter og pålægsmaskiner, så kan man ikke lade være med at vippe med de resterende legemsdele. Og her kommer "Obscene Violations" ind i billedet. Vi er ikke helt på niveau med, hvad Korpse diskede op med på Insufferable Violence, men mindre kan også gøre det. For det gynger, svinger og giver billeder på nethinden af Jeffrey Dahmer, der danser torsotango med hans svar på Superbrugsens specialpizza. Havde Imperious Mortality formået at holde dette niveau på ep’ens to andre numre, så havde Septic Congestion fået en del konkurrence på den danske brutale dødsscene.
Men er man bare lidt bekendt med denne, lidt mere moderne, gren af den brutale dødsmetal, så vil man have hørt samtlige 14 minutter før på eksempelvis Molested Divinitys Unearthing the Void. Derudover styres mere eller mindre samtlige blast-sektioner på "Condemned to Infamy" og "Abomination of Humanity" af et riff så tæt på det, som Rob Scallon spiller i videoen ”The Down Tuning Experiment”, at et søgsmål snart banker på hos en københavner eller tre.
Hvad er målet?
Realm of Mortal Decay har samtlige elementer, der skal til for at markere sig som et solidt navn i de brutale dødskredse, men jeg savner noget originalitet og et element, der får Imperious Mortality til for alvor at skille sig ud i horden af nyere brutal dødsmetal. Har trioen kun ambitioner om at holde det lokalt, så skal det nok lykkes. Konkurrencen er ikke så stor i vores egen lille andedam. Men når internettet har gjort, at Jakarta, Santiago og Novosibirsk er lige så langt væk som København, så duer det ikke bare at gøre det samme som alle de andre, hvis man vil frem i verden. Der skal man enten gøre noget unikt, eller gøre det bedre end resten, og Imperious Mortality gør desværre ingen af delene.
