Mainstream metal

Det estimeres, at der udkom mellem 400 og 600 metalcorealbum fra etablerede bands i 2025. Konkurrencen gør det efterhånden umuligt at lave noget originalt. Metalcoregenren spænder dog ganske vidt: fra Dayseeker som en pendant til soveværelsesmusik og helt til Converge, der nærmest står i ledtog med djævelen. Derfor er det i min optik ganske let at kalde noget for metalcore – men i virkeligheden har de fleste deres helt egen definition af netop dette. If Not For Me spiller moderne metalcore, som er genkendelig ved, at man blander metal med mainstreamgenrer – ofte krydret med en tung digital produktion. Særligt i dette tilfælde bydes der på elektroniske elementer samt nogle ganske poppede omkvæd. Netop denne type metalcore, som If Not For Me spiller, er utvivlsomt en løftende kraft, når det kommer til at popularisere hård musik

Opskriften virker – men begejstringen er begrænset

Første nummer på pladen, "Retrograde", understøtter stort set alt det, jeg netop har nævnt ovenfor. En poppet clean intro med elektroniske elementer fylder øregangene, inden den eksploderer i dobbelttromme og hurtig guitar. Der går ikke mange sekunder, før vi lander i et stort omkvæd med en high-pitched vokal. Voila, opskriften er fulgt.

Generelt mestrer If Not For Me på Where The Light Begins to Fade intensitetsskiftet mellem det bløde og det hårde, som er en faktor, der afholder musikken fra at blive monoton. Personligt synes jeg, at de hårdere sektioner i numre som “Unholy” og “Say It To My Face” fungerer godt. Særligt sidstnævnte har en flot opbygning i versene og et groovy omkvæd, som er bygget til at sprænge taget af diverse koncertsale. Forsanger Patrick Rodaker leverer en flot clean vokal, som helt sikkert tager kegler rundtomkring på teenageværelserne. Særligt “Teeth” har en nærmest en-til-en parallel til Bring Me The Horizon i omkvædet – som bandet i øvrigt også nævner som deres største inspiration.

Det eneste problem ved denne plade, som ganske vist er et stort problem, er, at jeg føler, at jeg har hørt samtlige sange 647 gange tidligere. Som nævnt så er der en opskrift, der virker og sælger plader, som ikke nødvendigvis byder super meget op til innovation. Det er måske bare noget, jeg er nødt til at acceptere. Jeg kan ikke sige noget dårligt om sangene – de er flot produceret, gennemtænkt instrumentalt og spiller, som de skal. Problemet er, at jeg glemmer dem hurtigere, end hvad jeg fik at spise i aftes. Der mangler noget – den såkaldte delighter. Det, du ikke har bedt om. Det ekstra, der gør, at du løfter dig fra stolen og tager dig til hovedet. Nogle kalder det special sauce, andre kalder det en dåse IPA til 70 kroner. 

Vil vi have mere?

Den gængse metalfan må spørge sig selv: Er jeg glad for, at metalcoregenren vinder yderligere frem? Personligt har jeg altid syntes, at det var fedt at gå til koncert i sale med få, super dedikerede fans, der giver den 100 %. Mudrer det billedet, hvis denne type musik bliver mere mainstream? Muligvis. Det eneste, vi ved, er, at bands som Sleep Token vinder frem overalt – og at vi ser flere og flere metalcorebands på scenen.

If Not For Me rider på bølgen og leverer lige præcis det, de skal, for at lande i the sweet spot mellem poppede hooks og semihårde breakdowns. Det er gateway metal for fulde gardiner med smukke vokaler, dygtige instrumentalister og flot produktion. Leder du efter nytænkende metalmusik, så skal du nok ikke kigge denne vej.