En hyldest til kejseren
Jeg er pjattet med black metal, og især hvordan denne genre, som jo nærmest er synonym med Norge, bliver fortolket af resten af verden. Det er ikke ret lang tid siden, jeg sad med Pure Wrath fra Java, så da jeg opdagede, at kinesiske Holyarrow netop har udgivet en ny EP, sad jeg straks klar med mine spisepinde – klar til at konsumere den. Holyarrow har eksisteret siden 2016 og definerer sig selv som ”imperial chinese black metal”, hvilket understreger, at det lyriske fokus er på diverse slag og begivenheder, der fandt sted mellem 200 f.kr til 1912 e.kr, så de løber næppe tør for materiale sådan lige med det samme! Denne EP omhandler belejringen af det hollandske fort Zeelandia fra 1661-1662, et slag, der endte med at Taiwan atter kom under kinesisk styre, hvilket set med nutidens øjne måske er en lidt ildevarslende hyldest.
Store armbevægelser, lille mixerpult
Det her er første gang, jeg for alvor har mulighed for at bearbejde kinesisk black metal, og hvis ikke det var, fordi jeg vidste, at bandet var fra Kina, kunne jeg nemt have troet, de var fra Sydeuropa eller sågar Sverige, for der trækkes en silkevejsbred rød tråd til de helt tidlige Rotting Christ-udgivelser som Thy Mighty Contract og Non Serviam samt Bathorys Under the Sign of the Black Mark og Blood Fire Death. Der, hvor man dog alligevel bliver mindet om, at det er kinesisk, er, når der tilføjes diverse traditionelle kinesiske strengeinstrumenter, eller de passager, hvor vokalstilen skifter fra den klassiske, rallende black metal-stil til en clean vokal-stil, der minder meget mere om noget, man ville finde ovre i folk metal. Kombinationen af alle disse elementer fungerer ganske fremragende, og trods at det i grove træk lyder som noget, man har hørt mange, mange gange før, så formår Holyarrow alligevel at få klemt lidt af sig selv ind i mixet, så man føler, man blot lytter til Rotting Christ kopi nummer 666.
EP’en består af de to numre ”Oceanic Expedition” og ”The Siege of Fort Zeelandia”, og man kunne da nemt frygte, når der nu kun er to numre, at man så ville føle, at det var en kort fornøjelse. Men nej! Nok er der kun tale om et lille kvarters musik, men hvert nummer har så mange forskellige passager, elementer og skift, at det føles, som om man lytter til en hel plade – hvilket må siges at være ganske imponerende. Ligeledes minder de to sange så meget om hinanden, at de glider perfekt sammen og danner et gennemarbejdet helhedsindtryk.
Der, hvor det dog halter for Holyarrow, er produktionen og mixet af EP’en. Begge er noget skramlede, hvilket i sig selv ikke gør noget, det er blot med til at understrege fascinationen af slut 80’ernes black-scene, men af en eller anden årsag har de kinesiske krigere besluttet sig for, at trommerne skal lyde som på St. Anger, og at bassen skulle helt frem i mixet, måske for at erstatte den bund, som trommerne slet ikke leverer. Om det er bevidste valg eller et resultat af, at et black metal-band næppe har en rød reje i Kina, skal jeg ikke kunne sige, men det er en skam, for det nedtoner gevaldigt den ellers så store og episke lyd, som bandet kæmper for at opnå.
De har sgu fat i noget!
大員合戰 (The Siege of Fort Zeelandia) er et rigtig fint værk, der går perfekt i hak med bandets resterende diskografi, da det udviser de samme styrker og svagheder, som bandet altid har haft. Holyarrow fortjener derfor at blive eksponeret i den vestlige metalpresse, for de her kinesere har altså fat i noget af det helt, helt rigtige!