Nifelheim 2.0

I 2022 spillede legendariske Nifelheim sit sidste show. Rygtet vil vide, at de to brødre Hellbutcher og Tyrant – eller Per og Erik Gustavsson, som nu engang er deres kristne navne – simpelthen ikke kunne holde hinanden ud længere, hvilket betød, at Nifelheim måtte en tur i graven. Men i bedste Kerry King- og K. K. Downing-stil valgte Hellbutcher Gustavsson kort tid efter splittet at skabe sit helt eget nye band med det uhyre kreative navn Hellbutcher, og sørme om ikke det har resulteret i debutalbummet Hellbutcher. I diverse interviews kan man læse, at den gode Hellbutcher selv udtaler sig, at han aldrig har følt sig så inspireret og kreativ som nu – selvom det faktum, at han ikke kan komme på andre navne end sit eget alias, virker til at modbevise den udtalelse. Men lad os nu se, om Hellbutcher (både bandet, personen og albummet) har noget at byde på, eller om det bare er gammel vin på nye flasker.

Steril bøllerock

Til ingens overraskelse lyder Hellbutcher fuldstændig som Nifelheim. Den eneste forskel er produktionen. Hvor Nifelheim altid lød skramlet og råt, lider Hellbutcher af at være udgivet via Metal Blade. Musikkens rå udtryk bliver fuldstændig kastreret af den kliniske og sterile produktion, og enhver kant er blevet slebet ned. Det er virkelig en skam, for denne topmoderne lyd er kun med til at cementere, at Hellbutcher – i bund og grund – er et Nifelheim-tributband, uanset hvad manden så selv mener og udtaler. Det føles igen passende at drage paralleller til både King og Downing. Når man nu så gerne vil lave rå og beskidt proto-black a la Bathory, Venom, Mercyful Fate og Celtic Frost – og ja, vel også Nifelheim – så er det supervigtigt, at det fremstår autentisk, og at lyden derfor har den råhed, som genren kræver. Hvis det ikke lyder som pigtråd i en blender, så har man gjort noget forkert! Men ser man bort fra denne fejlagtige produktion, ja, så er musikken ganske som forventet. Der er absolut intet nyt under hverken solen eller månen her, for nok er det kun Hellbutcher selv, der er det eneste medlem, der også har været med i Nifelheim, men det er tydeligt, at de andre medlemmer i Hellbutcher har fået strenge instrukser om, at de bare skal genskabe Nifelheim – punktum. Men skidt pyt, for der er nu stadig ganske udmærkede numre iblandt: ”The Sword of Wrath” er en gedigen omgang kulsort bøllemuzak af den slags, der passer perfekt til et slagsmål på en rockerbar, og ”Satan’s Power” lyder nøjagtig, som et nummer med det navn bør lyde. Dog kunne man nemt have udeladt ”Perdition”. Det nummer gør intet godt for noget; det fylder bare ud på et album, der allerede er godt proppet. Ja, eller det er det så faktisk ikke. Hellbutcher har nemlig kun en samlet spilletid på lidt over en halv time, men desværre føles det som det dobbelte – for med otte numre, der alle er så ens i deres udtryk, så bliver man som lytter helt utrolig hurtigt mættet.

Tidens tand

Dengang Nifelheim udgav sin første plade, Nifelheim, i 1995, var denne her lyd stadig niche og undergrund – og farlig. Men her små 30 år efter er det en lyd, vi efterhånden har hørt rigtig mange gange – og nok var Hellbutcher selv med til at skabe, eller i hvert fald påvirke, den lyd, men på Hellbutcher lyder det mestendels, som om han er en af kopierne og ikke en af originalerne, og den gamle mand må se sig slået på målstregen. For i mellemtiden er der kommet nyere bands til, der gør det, han gjorde engang, bare meget, meget bedre sat op imod det, han selv kan præstere i 2024.