Hastværk er lastværk

Trods det islandske navn, som betyder Helvedes porte, er Helgrindur fra voress naboland mod syd. Helgrindur beskriver sig selv som et ’pagan black band’, ergo kan man forvente episke vers og storladne folk-influerede elementer, drysset med en god omgang mørke. Selvom ensemblet fra Vestfalen har eksisteret siden 2009, var det først i 2017, at de udgav deres debut Von eist. Dette skyldes måske, at to af bandets fem medlemmer har haft travlt i Obscurity. Helgrindur er tydeligvis ikke et band, der har vanvittigt travlt, for først seks år efter debutudgivelsen er de klar med opfølgeren, Helgrindur. Så må vi se, om de gæve svende har brugt tiden fornuftigt, eller om det bliver en udgivelse, vi alle har glemt alt om, det sekund skiven er færdig.

Dyrebar tid

Nu har jeg hørt Helgrindur igen og igen – og jeg må desværre erkende, at jeg absolut intet kan huske derfra. Intet lagrede sig, hverken riffs, guitarsoli eller lyrik. Det var vitterligt en omgang ”ind ad det ene øre, ud ad det andet øre”. Det er ikke, fordi der er tale om decideret dårlig musik lavet af talentløse spradebasser, der ikke kan se forskel på en guitar og en murerske. Desværre er der tale om musik så ligegyldig og generisk, at det lige så godt kunne være hvid støj, eller den slags man hører i en elevator på et 3-stjernet hotel.

Bevares, et nummer som ”Golem” er da ganske udmærket, men de kvaliteter, nummeret har, drukner i den sump af ligegyldighed, som albummet reelt set er. Det største problem er vel nok, at ’pagan black metal’ er så lille en niché med så relativt få bands, at man ikke kan lade være med at sammenligne med bands, der er bedre og mere kendte, eksempelvis Horn, Graveland eller Moonsorrow. Helgrindur gør intet, som disse bands ikke gør, men niveauet er bare så meget lavere.

Det er en af de slags udgivelser, hvor man blot må konstatere, at den findes – hvilket hverken er et negativt eller positivt faktum, blot den skinbarlige sandhed. Det er derfor nemt en udgivelse, man kan sammenligne med de nyeste udgivelser fra bands som Fortid, Primordial eller Tsjuder. Ikke nødvendigvis fordi det er helt samme stil, men det er samme følelse, man sidder med som lytter. Nemlig følelsen af at tid er en dyrebar ressource. Der er derfor absolut ingen tvivl om, at trommeslager Alex og rytmeguitarist Gianni bruger sin tid bedre i Obscurity.

Narreguld

Som anmelder er denne slags udgivelser den absolut værste at sidde med. Man kan hverken smide roser efter den eller kaste om sig med kritik. Man kan blot sidde og træde vande, alt imens man leder med lys og lygte efter diverse synonymer for ”kedelig”. Det er den slags album, der hverken er fugl eller fisk, lort eller lagkage. Det er bare … ja, et album. Der er momenter, hvor man tænker, at nu sker der noget, nu kommer guldet, men ak, det guld endte med at være pyrit.