Bay Area Anno 2018
Hatchet har siden 2008 serveret vaskeægte thrash fra Bay Area, San Fransisco! Det bliver ikke mere autentisk end det, og bandet samt deres lyd er på mange måder som at åbne en tidskapsel fra samme område blot fra 1986. For udover en langt mere poleret og nymodens lyd samt indspilning, så lyder Hatchet som om, de voksede op sammen med Metallica, Slayer, Exodus, Death Angel og alle de andre, efterhånden, gamle drenge. Men er det nok blot at lyde som alle sine helte? Kan deres musik stå på egne ben, eller virker Hatchet blot som en tynd efterligning?
Beige Area
Lad os starte med at slå fast med store, fede syvtommer søm, at Devin, Julz, Ben og Clayton helt ud mestrer at lave 100% autentisk thrash. Man kan mærke og høre, at de har nærstuderet musikgenren i årevis. De ved præcis, hvordan en standard thrash-rytme skal være, de ved hvordan en thrash-vokal skal være, de ved hvordan et omkvæd skal være osv. Når man vælger at lave et thrashband, så er der så mange legender, man kan lade sig inspirere af, der er et så enormt bagkatalog, som kan præge en i bestemte retninger. Vil man være James Hetfield, eller Jeff Hanneman? Tom Araya eller Scott Ian? Gary Holst eller Mark Osegueda? Lars Ulrich eller Dave Lombardo? Der er ingen tvivl om, at Hatchet har lavet deres lektier, og på mange måder minder Dying to Exist mig meget om The Evil Divide (Death Angel 2016) og Blood in Blood Out (Exodus 2014), hvilket som sådan er et kompliment. Dog er det største problem ved Dying to Exist, at i sin iver på at emulere og hylde andre klassikere, at deres egen identitet er svær at finde. Vokalisten Julz lyder ikke unik, og leadguitaristen Claytons soloer er ikke mindeværdige, og hvad er der så tilbage? Standard rytmeguitar, standard trommer og en hel standard bas, der klistrer sig op af rytmeguitaren så meget, at den forsvinder helt. Så selvom Hatchet leverer udmærket headbangervenlig thrash, så er det altså totalt anonymt og beige.
Undskyld, hvem spiller egentligt?
Dying to Exist har nogle fremragende sange fx ”Unraveling Existence”, ”Final Sanctuary” og ”Warsaw”. Man kan sagtens høre og fornemme deres kærlighed til thrash, til Bay Area og til 1980’erne, men det er bare ikke nok. De mangler sjæl og identitet. Uden dette lyder de desværre bare som et band, der spiller ukendte b-sider fra plader, vi alle har hørt tusindvis af gange uden rigtigt at kunne huske, om det nu var en Slayer eller en Exodus plade.
