Græske eller svenske kødboller
Hail Spirit Noir er et græsk progressiv black metalband med 6 albummer under deres vinger på blot 12 år. Deres lyriske fokus spænder over kosmos (deep black), gudernes magt og vores egen rolle i universets uendelige arme. Tidligere på året anmeldte vi Stellaris Labyrinthus’ nyeste værk Vortex of the Worlds, og selvom stilarten er markant anderledes, har dette album en hel del til fælles med værket, især lyrisk. Grækerne har dog nogle helt anderledes værktøjer i deres arsenal, end ukrainerne havde. Forsanger Cons Marg er blandt andet fuldstændig tosset med at synge med ren vokal, og selvom Fossil Gardens blander skrig og andre elementer ind i konteksten, skal man altså forvente en mildere gang metal end navnet umiddelbart antyder. Grækerne har på den nye udgivelse allieret sig med Magnus Lindberg, som vi kender fra blandt andet Cult of Luna. Han har stået for mastering af albummet og generelt hjulpet med produktionen deraf. Bandet beskriver selv udgivelsen som en sjæleløftende oplevelse, men lad os nu se, om deres levering nu også er ude af denne verden.
Universets døde have
For at være helt ærlig, så er Fossil Gardens et yderst mærkeligt album. Grækerne satser alt på store dele af albummet, og det har jeg respekt for, men der er så mange undergenrer, at man nærmest drukner i dem, præcis som når ouzoen melder dens ankomst på barbordet en sen lørdag aften. Åbningsnummeret ”Starfront Promenade” alene bevæger sig fra post-metal til instrumental til progressiv metal med hints af black, samtidig med at det inkorporer psykedeliske elementer via synthesizers. Puha, så er vi da ligesom i gang. Lydbilledet er meget overvældende, men samtidig kan man ikke lade være med at opfange de mange små detaljer, som bandet har gemt under udgivelsens overflade. Spørgsmålet er, om man vil fange dem ved første gennemspilning? Højst sandsynligt ikke, hvilket tillader spørgsmålet – Er det for Overtænkt? Måske.
Nummeret ”Blue Dot” er endnu et glimrende eksempel, for udover lækre tremolo-riffs får vi også dybfølte skrig, skæve tidsstempler og til slut en korsektion med adskillige bandmedlemmer involveret. Et klichéudtryk ville være at kalde nummeret for en rejse, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det netop har været ideen bag. Der er en naturlig udvikling i nummeret, og selvom grækerne kun mestrer 75% af elementerne, sidder man unægtelig tilbage med følelsen af, at de både er kreative og kan deres kram. Især bandets keyboard-aktør, Haris, rammer sømmet på hovedet, når det gælder om at skabe atmosfære. De esoteriske og mystiske aspekter af rumrejse fornemmes øjeblikkeligt, så snart keyboardets noder bevæger sig i gang. Albummets centrumsværk ”The Road to Awe” gør også brug af ivrigt brug af keyboardeffekterne, og det er klart her, hvor albummet står stærkest.
Filmen knækker dog helt på nummeret ”Ludwig in Orbit”, et ”instrumentalt nummer” hvor den eneste lyd er tre kvinder, som nynner lyden ”Ah”. Det gør de så til gengæld også ca. en million gange i træk over nummerets varighed på to minutter. Hvem end der havde godkendt dette nummer, burde få et ordentlig gok i nøden, for det er både malplaceret og overhovedet ikke interessant nok til at fremgå på et ellers godt album.
Spændende, specielt og super sært
Sjældent har jeg været så meget i vildrede over en udgivelse som med Fossil Gardens. Det er et veleksekveret album, der oser af charme og særheder, men samtidig er nogle af beslutningerne derpå mere besynderlige end værdifulde, eksempelvis korstykket ”Ludwig in Orbit”. Forsanger Cons Marg bruger en my for meget af sin rene stemme til min smag, og generelt ville jeg også gerne have haft lidt flere sekvenser med højere tempo, men det er en smagssag. Hail Spirit Noir har dog formået at fastholde min interesse, og jeg ser med forventning frem til deres næste udgivelse for at se, om de fastholder den samme mængde kreativitet som tidligere vist.
