Grand Magus spiller koncert på Aalborg Metal Festival 2019.
Grand Magus - Wolf God

Wolf God

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Doom metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Sten- til jernalder

Det er ikke usædvanligt, at et band ændrer sit lydudtryk til at være mere mainstream, men få gør det med så stor finesse som Grand Magus. Fra rødderne i stoner/doom har JB, Fox og Seb (nu Ludwig Witt) ændret stil til mere ligefrem og hook-baseret heavy metal, dog med det tunge lydbillede intakt. For mig personligt kulminerede denne bane i den fantastiske The Hunt fra 2012, hvorefter Triumph and Power og Sword Songs var solide udspil, som dog ikke nåede tidligere tiders højder. Ikke desto mindre har jeg set frem til Wolf God, gruppens niende album siden begyndelsen, og med dén sammensætning kan det nærmest ikke gå galt.

Bedre spillet end skrevet

Der er ”simpelt, men effektivt”… og så er der ”simpelt”. ”Starlight Slaughter”, for eksempel, vandt ikke på møjsommelig komposition, det var bare en hookfyldt og hårdtslående heavy metal-sang fremført af en fremragende trio af kunstnere. Åbnings- og titelnummeret på Wolf God er heller ikke et kompositionsmæssigt mesterværk, men hverken verset eller omkvædet når samme højdedrag som fandtes på The Hunt. Opfølgeren ”A Hall Clad in Gold” opnår et vist momentum gennem et basdrevet riff og trommebeat, men I-V-I-progressionen i verset og skiftet til det mere følelsesladede omkvæd lægger en dæmper på hvad riffet opnåede, og jeg længes efter den mere kampklare ”Sword of the Ocean”.

Jeg kan brokke mig over, at sangskrivningen efterhånden er for simpel, men jeg kan til gengæld ikke brokke mig over udførslen. Forsanger JB Christoffersson lyder stadig fortrinligt, og Wolf Gods bedste øjeblikke udspringer også i hans mellemgulv. ”Brother of the Storm” sætter vokalen i fokus gennem et kald fra rytmegruppen og svar fra vokalen, godt hjulpet på vej af et stenhårdt riff. ”To Live and Die in Solitude” er endnu en sikker vinder, som forener hooket, tempofyldt riffing med et fængende vers, en drivende bro og et omkvæd af typen, man løfter næven til. Afslutningsnummeret ”Eat Me Al”- jeg mener ”Untamed” – dyrker en vis Judas Priest-sang i hovedriffet, men bringer bortset fra det et par umiskendelige Magus-hooks, igen leveret af JB. På højdepunkterne minder skiven om en lidt mere kortfattet udgave af Hammer of the North.

Problemet er, at Wolf God ikke holder dette niveau fra start til slut, og mellem de drøjeste øksehug skal man også lægge hals til adskillige harmløse slag med skæftet. ”Spear Thrower” hylder ligeledes Defenders-æra Priest, men får ikke assisteret det temmelig simple guitarværk i både vers og omkvæd med passende ørehængende vokaler. ”He Sent Them All to Hel” lider nøjagtig samme skæbne, og både verset – igen med I-V-I-progression – og omkvædet er det mest tarvelige jeg har hørt fra Grand Magus.

Sværd til plovskær

Grand Magus’ niende album er mere velspillet end velkomponeret, og der er få sange, der for alvor er gribende fra start til slut. Jeg har lyttet til albummet cirka ti gange, og der er stadig stykker på albummet, jeg simpelthen ikke kan huske. Albummets højdepunkter er Magus i blodstænket pomp og pragt, men der er mindst lige så meget – og nok også mere – blød mellemvare. Selvom fokus altid har ligget på hooks frem for alt, og selvom stilen altid har været simpel, er Wolf God det første album fra trioen, som virker uinspireret.

Tracklist

  1. Gold and Glory
  2. Wolf God
  3. A Hall Clad in Gold
  4. Brother of the Storm
  5. Dawn of Fire
  6. Spear Thrower
  7. To Live and Die in Solitude
  8. Glory to the Brave
  9. He Sent Them All to Hel
  10. Untamed

Tilføj kommentar