Rumrejsen 2024
Universets skæbne står på spil, og kun rumrobotten Gothron kan redde det. Albummet Gothron versus Fartark beskriver Gothrons episke slag mod den rivaliserende rumrobot Fartark og er det italienske band Gothos anden udgivelse siden albumdebuten "Mind bowling" fra 2022. Bandet spænder vidt genremæssigt med elementer af blandt andet prog rock og disco, og det kan mærkes, når synthesizerne farer forbi ørerne som vildfarne asteroider. Gotho skyder så at sige efter stjernerne med deres rumrejse af et album, men spørgsmålet er, om de kommer i mål på månen eller mister ilt undervejs og dratter til jorden.
Space Invaders goes prog
Der er fuld fart på raketten allerede fra start. "Gothron Ars, Gothron Ars Eem (Gothron Rise, Gothron Rise Now)" skyder albummet i gang med højt tempo, polyrytmiske indslag og synthesizers, der danner et atmosfærisk lydlandskab. Man kan klart forestille sig, at vi svæver i rummet, og Andrea Peracchias trommer er med til at give musikken dimension, så den ikke drukner fuldkommen i 70'er-synth. To rytmer præsenterer sig for lytteren - jeg forestiller mig, at den ene rytme skal repræsentere Gothron, mens den anden er Fartark. De to rytmerumrobotter kolliderer flere gange på albummet og slynger sig i "Crossing The wormhole" om hinanden i nedadgående skalaer. Den underlæggende historiefortælling bag albummet ville dog ikke være klar uden hjælp fra sangtitlerne og bandets egne beskrivelser. Det skyldes ikke blot, at albummet er instrumentalt. Der mangler en følelse af samhørighed mellem de forskellige genreelementer og en tydeligere rød tråd mellem sangene, der er ensformige og ofte har en næsten identisk opbygning med en langsom start, hvor rytmerne sniger sig ind på lytteren for derefter at øge tempoet og udvikle sig til minimalistiske, musikalske konstruktioner. Det minder mest af alt om en krydsning af musikken fra Space Invaders og psykedelisk elevatormusik. De mest interessante sange på albummet er "First Fight In Planet Disco" og det afsluttende nummer "Let's Bow To Gothron's Power", hvor tonerne af et hammondorgel svaler ørerne, og flere af albummets sange kunne være blevet højnet af lidt hammond. Flere af albummets kortere sange har ligeledes potentiale, særligt "Celebration Of Gothron's Power Playing The Space-noir Trumpet", der nærmest minder om Angelo Badalamentis "Dance Of The Dream Man" med den mystiske rumtrumpet. Dog mangler de fleste af sangene udvikling, og man efterlades med et ønske om mere progression i prog'en.
Mindre rumrejse, mere rumklang
Albummet er ellers velproduceret og har et vist potentiale, men mangler klangbund og ambition. Måske ville det hjælpe ikke at høre albummet i et stræk, men på den anden side er man nødt til det for at fange præmissen i albummets historieforløb. Gothos debutalbum, Mind Bowling, havde ikke et tydeligt historieforløb som her og viste bandets kapacitet til velplacerede temposkift og en mere afbalanceret blanding af genreelementer. Hvis de i fremtiden lader rumraketten stå i garagen, er der således mulighed for, at de kan skabe gedigen prog, selvom deres musik måske kan virke en anelse arkivarisk og nok aldrig bliver nyskabende.