Et mættet marked?
Norske Gjendød kan ikke engang fejre sin tiårsfødselsdag, men trods det har trioen fra Trondhjem haft særdeles travlt. Livskramper er bandets femte udgivelse, som kommer mere eller mindre direkte i kølvandet på I utakt med verden fra 2022. Men er norsk black metal egentlig en reel mangelvare længere? Er markedet ikke allerede mættet? Let’s find out!
Kig udad, ikke indad!
På papiret virker Livskramper til at være et helt og aldeles klassisk norsk black metal-album. Lyrikken er på norsk og emmer af lige dele misantropi og folkeeventyr, og albummets cover er endda et Theodor Kittelsen-maleri. Men man skal ikke mange sekunder ind, før man opdager, at selvom grundessensen ganske vist er norsk black, så er der blevet smidt masser af andre, langt mere eksotiske ingredienser ned i gryden. De dissonante rytmer fra Imperial Triumphant (”Livskramper”) blander sig med den svulstige og melodiske basguitar fra Passéisme (”Å ule mot feil måne”) og møder slutteligt middelalderlige melodier, som vi bedst kender det fra Vehémence (”Byttingen”) – og hele gryderetten tilsættes så, som la pièce de résistance, en knivspids Immortal (”Skumringsliv”).
Jeg har efterhånden anmeldt rigtigt mange bands af yngre dato fra Norge, som forsøger at kanalisereog sågar revitalisere lyden af 90’erne, og det virker umådeligt sjældent, da det aldrig virker som andet end en slatten kopivare. I stedet bør alle de bands kigge efter det, Gjendød gør her, nemlig at tage grundessensen, som de så tydeligvis er dybt forelskede i, og så tilføje nye og spændende perspektiver.
Norsk black metal er tit kendetegnet ved at være ekstremt indadskuende, men det er bestemt ikke Gjendøds stil; de kigger derimod udad, mod resten af verden – som krydderihungrende handelsmænd fra Portugal. Det mest imponerende ved at blande så mange forskellige tolkninger af genren, som Gjendød gør, er, at det faktisk virker upåklageligt. Eller i hvert fald næsten. For Livskrampers styrker er også dets svagheder, og det virker til tider, som om at bandet ikke helt kunne blive enige om, hvilken retning musikken skulle gå, hvilket resulterer i, at visse numre virker desorienterede. Tag nu ”Død manns skygge”, hvor vi henimod c-stykket har både en Slayer-influeret guitarsolo, en rytmeguitar, der spiller fransk melo-black, samt en trommeslager, der har besluttet sig for, at alle verdens problemer kan løses, hvis han bare tæsker sine bækkener hårdt nok. Her bliver lydbilledet simpelthen for mættet, og det er umuligt som lytter at holde fokus. Men der høstes stadig point for, om ikke andet, at forsøge at gøre noget nyt.
Stagnering = død
I disse tider, hvor der er gået mode i at lave musik, der forsøger at emulere 90’ernes black metal-lyd søbet i nostalgi og romantik, er Livskramper præcis, hvad der er brug for. Jovist, kærligheden til og ærbødigheden over for genren er bestemt til stede, men det hele er drevet af en progressiv og fremadskuende ånd – en pionerånd, om man vil. Hvilket altid var meningen med genren; bare spørg Sigurd fra Satyricon eller Necrobutcher fra Mayhem: Hvis genren vil overleve, skal den konstant bevæge sig, ellers stagnerer den – og stagnation betyder død.