Meget mere end en strittende langefinger …
Den canadiske kvintet Fucked Up tilhører gruppen af kunstnere, der sprøjter udgivelser ud. Foruden de officielle langspillere kører den en serie af 12’’, der altid har et dyr i titlen, for eksempel Year of the Tiger, de er med på et utal af singler, EP’er og splitudgivelser samt udgivelser med andre kunstnere. Det er et band, der kører på den helt store kunstneriske klinge, og lyrikken har altid stået side om side med Barney Greenways og aspirerer til de store tænkere. Fucked Up er således langt fra normen i punk og hardcore. På debuten, Hidden World, byggede de stort set et album med den samme guitarlyd og overordnede stemning som Pearl Jam-rockbaskeren ”Spin The Black Circle” fra Vitalogy. Det slap de sindssygt godt fra, og kan man gøre det, så er man enten enestående eller helt fucked up. Eller, som her, begge dele. For Fucked Ups debut, Hidden World, var og er stadig lige præcis det. Men sådan lyder de lige netop ikke i dag.
Ingen gentagelser
Her er nemlig et band, der ændrer udtryk fra udgivelse til udgivelse. De er hele tiden i udvikling, bortset fra den næsten konservative hardcorevokal, der ligger i direkte forlængelse af genrens store navne som Pro-Pain, Agnostic Front og så videre. Der bliver konstant brølet igennem. Drik fire liter benzin, slug indholdet af gårsdagens askebæger, og tryk optag. Resten af bandet plus diverse korsangere bløder dog Damian Abrahams vrede rottweiler-imod-verden-udtryk op. På ”Follow Fine Feeling” er rottweileren sendt på gårdtur, mens koret helt overtager scenen.
Rytmerne er 4/4, men det kræver et opmærksomt øre at gennemskue det. Prøv at tælle med på introen til ”More”, der rytmisk præsenteres, som om det er alt andet end 4/4. Trommeslageren kamuflerer, at rytmen er lige ud ad landevejen ved at spille det præcis omvendt. Albumåbneren ”Face” er et godt eksempel. Den samme tilgang gælder også i mixet, der er ulig alt andet. Det ligger tæt på amerikanske Torche, hvor guitar- og baseffekter har masser af fuzz. Fucked Up hælder bare en ekstra spandfuld effekter på bassen. Samtidig gør guitareffekterne og brugen af synth, at udtrykket bliver en mellemting mellem punk og elektronika. Jovist, sangene er i deres essens stadig punkede, men for et band med to guitarister er det forbavsende, hvor lidt man bemærker dem. Først til allersidst får vi med ”House Lights” en riffbaseret skæring, hvor Abrahams karske og harske vokal mødes af en guitar med tilsvarende nosser. Modus operandi er ikke efter punkens konventioner, og det er faktisk rart.
Meget langt fra udgangspunktet
Titelnummeret er med sit lette groove retningsvisende for en udgivelse, der nok er punket, men uden kanter og knaster. Nem at gå til, men Fucked Up undviger samtidig et firkantet genreprædikat i sin mystiske brug af synth og syntheffekter. Det ligger først i lydbilledet placeret sammen med bas og vokal. Det er ikke på nogen måde traditionel guitardreven punk, men unægteligt både melodisk og medrivende. Another Day skal ikke vejes op imod den fine debuts rå rock’n’roll-energi, der er verdener til forskel i både sangskrivning og udtryk.