Dobbeltpedal, kvindevokal og god tråd
Det italienske band Frozen Crown startede sin karriere i 2017, og allerede her på fjerde år er de nu parate med deres tredje fuldlængdealbum. De definerer deres stil som power metal kombineret med elementer fra dødsmetal. Bandet udtaler, at albummet Winterbane bliver deres tungeste til dato. Det er svært at vide, om det er tempoet, de refererer til med denne udtalelse, eftersom musikken på størstedelen af albummet er ret sukkersød og poleret i sin eksekvering. På dette nye album har frontmand Federico og frontfigur Giada udskiftet alle andre medlemmer i bandet, og dermed er der ny guitarist, bassist og trommeslager. Spørgsmålet er så, om de med så stor en udskiftning kan levere både det tungeste album og power metal, der vil noget?
Fra tempo til død
Albummet åbner med pulserende trommer, kvindelig vokal i højt toneleje, smukke guitarriffs efterfulgt af velspillede guitarsoloer. Lydbilledet virker i sin helhed gennemtænkt og velkomponeret, og dette udfoldes på pæn manér gennem de første fem numre. Stilen er faktisk så identisk på hvert af de fem numre, at man kan føle, at man lytter til det samme nummer ad flere omgange. Dog er der ikke meget at pege fingre ad. Musikerne er dygtige og leverer både flot og teknisk velspillet musik.
Men så sker der noget! Pludseligt, midt på albummet, skifter bandet over til et mere folkemusikinspireret tema med numrene ”The Water Dancer” og ”Angels In Disguise”. Det første af de to numre minder om en metaludgave af julevisen ”Mary’s Boy Child”, mens det andet nummer er en mere poppet ”sjæler”. Men før man er kommet sig over det pludselige skift, bliver man kastet ud i et helt andet musikunivers. På albummets ottende track leverer bandet nemlig et covernummer af Judas Priests ”Night Crawler”. Det er smukt med en hyldest til et band, som i høj grad har påvirket udviklingen af power metal-genren. Efterfølgende sker der endnu et underligt skift stilmæssigt, når albummet går over til et instrumentalt mellemspil ”Tales Of The Forest”, der fungerer som en optakt til det tungeste og også allersidste nummer på albummet, nemlig ”Blood On The Snow”.
Endeligt præsenterer de os for den tunghed, som de havde udtalt, Winterbane vil rumme. ”Blood On The Snow” leverer vekslen mellem Giada Etros rene vokal og Federico Mondells brutale brøl, og opbygningen er en pragtfuld kollision af power metal og dødsmetal. Følelsen af, at man står på grænsen til indtrædelse i en ny storslået musisk dimension, rammer mig. Det er ærgerligt, at netop dette nummer er så godt, nu hvor det er albummets sidste nummer.
En af de mest ærgerlige observationer fra at lytte til dette album er, at Federico Mondells brøl minder om og er lige så stærkt som Chrigel Glanzmanns fra Eluveitie. Med så stærk en stemme undrer jeg mig over, hvorfor hans vokal så sjældent tages i brug på Winterbane. Det er en skam.
Godt, men rodet
Jeg er tilbageslået med en følelse af en rutsjebanetur i en stilmæssig turbulens. Bandet leverer i starten en rendyrket ensartet stil, hvorefter albummet bliver til en gavebod med tilfældige lodder. Dette giver indtrykket af, at bandet ikke har fundet én stil, men derimod tre-fire forskellige stile.
Frozen Crown laver gennemført musik, og de er tekniske dygtige artister. Dog bør de i min optik finde én bestemt stil, hvor der er plads til variation, og følge den i stedet for de massive stilmæssige skift. Personligt foretrækker jeg ekstrem power metal, hvor elementer fra melodisk dødsmetal indgår, ligesom på albummets sidste nummer. Omvendt formoder jeg, at flere power metal-elskere, især dem, der elsker Unleash the Archers og Sonata Arctica, foretrækker den stil, de leverer på de første fem numre af albummet.
Uanset genrepræferencer vil man ikke fortryde at have givet dette album en chance.