Antidepressiv depression

DSBM – depressive, suicidal black metal – er en helt særlig størrelse, ikke bare rent musikalsk, men også konceptuelt. Tanken bag denne under-undergenre var at lave noget, der er så grimt, råt og væmmeligt, at folk skulle ønske at gøre en ende på sig selv. Den effekt har musikken dog heldigvis aldrig haft. I stedet endte det med, at folk flokkedes til, da de alle følte, at musikken havde en katarsisk effekt på dem – hvilket må siges at være nok så gådefuldt, og måske endda uforståeligt – indtil man selv har oplevet det på egen krop, altså. Ungarske ForevercolD spiller netop dsbm, hvilket man næsten kunne gætte sig til blot ved at kigge på coveret til Sírboltod alatt, som er maleriet Forældreløse af den russiske, socialrealistiske maler, Nikolay Kasatkin fra 189. Et grumt billede, til grum musik. Men lad os se, om vi kan finde det smukke ved Sírboltod alatt, som naturligvis betyder ”under din grav”.

Kassetænkning

Lad os starte med at fastslå, at ForevercolD absolut intet gør, der er nytænkende eller innovativt. Her er virkelig tale om, at der bliver malet indenfor linjerne. Men alt andet havde også været lige dele upassende og uskønt, for dsbm er afhængig af de klassiske, endda ortodokse, aspekter af black metallen – og de regler følger ForeverCold til UG.

Lo-fi produktion, lidelsesfyldt vokal, spartanske trommer og masser af keyboard samt synthesizer. Men den her slags musik handler sjældent om instrumentering, det handler derimod altid om stemning, og hvad Sírboltod alatt måske nok mangler i forhold til musikalske kapabiliteter, opvejer den, når vi snakker stemning. Tag nu bare åbningsnummeret, ”Könnyek”, hvor kombinationen af hihat, piano og klagesang virkelig løfter musikken op på et æterisk niveau.

Den svære kunst ved at lave musik, hvor repetition er så integreret en del, er at undgå monotonien – dette lykkedes desværre ikke helt for ForevercolD. ”Az élet üressége”, der ganske passende kan oversættes til ”livets tomhed”, er et gabende kedeligt nummer, der enten skulle være blevet droppet eller barberet voldsomt ned, for selvom det følger samme formel som det forrige nummer, så er der intet elegant eller æterisk over denne her klumpedumpe. Heldigvis er det kun det ene nummer, der for alvor trækker ned, de resterende er alle ganske udmærkede eksempler på, hvad dsbm kan, og hvorfor folk både dyrker – og skaber – denne så bizarre form for musik.

Potentiale, men…

ForevercolD, og derved også Sírboltod alatt, skaber absolut ingen røre i andedammen og vil ikke være at finde på nogens lister over bedste udgivelser 2024. For nok er det, samlet set, en udmærket lille EP, men så er der heller ikke tale om mere end det. Når man spiller en så konform form for musik, så er man simpelthen nødt til at gøre det bedre, end ForevercolD gør det. Men det er et projekt, der er værd at holde øje med, for potentialet er der da.