Chris Adler rammer sig selv bagi med en tam og tåkrummende EP
Kan selv, vil selv
I et langt stykke tid var der tvivl om, hvorvidt grydebanker Chris Adler var en færdig mand i Lamb of God. Var han blevet træt af sine kollegaer i den succesfulde amerikanske kvintet? Var de blevet trætte af ham? Eller var det en motorcykelulykke, der skabte tvivl om hans fysiske formåen, og derfor gik man stille med dørene, til man vidste mere? Informationen var yderst sparsom, og det er den sådan set stadig, selvom det er et stykke tid siden, at han officielt forlod bandet. Alt, hvad vi ved, er, at Adler selv forlod Lamb of God – tilsyneladende fordi han syntes, at bandets kunstneriske ambitioner var væk og hans egen lyst til at turnere uden ende og spille de samme numre igen og igen ligeså.
Nu er han så tilbage, og det er med bandet Firstborne og dettes EP af samme navn. Men det med de kunstneriske ambitioner bliver nogen nødt til at tale med ham om.
Sikke noget rod
Udover Adler på trommer består Firstborne af guitaristen Myrone, bassisten James LoMenzo, der engang vikarierede i Megadeth, samt sangeren Girish Pradhan. Stilen er en sær hybrid af hard rock med en masse lånte elementer fra power metal og glam; det er faktisk lidt svært at beskrive den helt fyldestgørende, men forestiller man sig en rigtig cheesy version af Alter Bridge, så er man ved at være der. Dette kommer især til udtryk, når frontmand Pradhan lukker op for sluserne. Han lyder nemlig som 1990-versionen af Phil Anselmo, der prøver at give den som en hysterisk Myles Kennedy.
EP’en består af fem numre, der tilsammen udgør en spilletid på seksten minutter. Det er mærkeligt fladt produceret, og selvom især trommer og bas er velspillede, er det, som om der bliver skruet meget aktivt på lydniveauerne undervejs. Særligt bassen er i perioder meget dominerende og andre steder helt væk, for så pludselig at være tilstede igen. Det virker ganske enkelt sært, og det samme kan siges om sangskrivningen. “Roll the Dice” og afslutteren “Hunter Hunted” er de mindst anstrengende numre, men disse er stadig så klichéfyldte og tamt eksekverede, at man meget kort inde i første gennemlytning ved, at man med stor sandsynlighed aldrig kommer til at høre Firstborne igen.
Hvad så hvis man er stor Adler-fan og gerne vil høre pladen for trommernes skyld? Be my guest, men ærligt talt, så er der mere at komme efter på et hvilket som helst Lamb of God-album. Den power-rockede stil på Firstborne inviterer ikke til meget mere end et klassisk husmandsbeat, og Adlers ellers så solide grydebankeri reduceres til at være lige så intetsigende som daggammel kold kaffe. Bevares, man genkender lynhurtigt hans legendariske synkoperede spillestil og knastørre lilletromme, men specielt ophidsende bliver det aldrig.
Adler, det er sgu en ommer!
Chris Adler og hans kumpaner er gået yderst stille med dørene omkring Firstborne. Faktisk blev projektet først offentligt kendt på udgivelsesdagen af EP’en, som, sjovt nok, også var den dag Lamb of Gods nye album udkom. Næppe helt tilfældigt at Adler vælger lige netop den dag til sin første udgivelse uden Guds lam. Dog kan jeg kun forestille mig, at det er Randy Blythe & co., der griner højest.
Firstborne er en lettere anstrengende omgang power rock-rod, som er fuldstændig blottet for lige netop det, Adler efterlyste hos sin tidligere arbejdsgiver: de kunstneriske ambitioner. Debutudgivelsen lyder mest af alt som en tam, banal og stilforvirret jamsession, der langt hen ad vejen ikke burde være kommet videre end øvelokalets fire æggebakkebeklædte vægge.
